Musikken

Danaflex, som er leverandør af Cochlear apparater, stod bag et arrangement i DGI-byen i København. Det var den amerikanske musiker Richard Reed, som skulle komme og fortælle sin historie om hvordan det var, først at blive døv, hvilket var ret uhensigtsmæssigt når musikken var hans levevej og hvordan det med CI var at høre igen.

Jeg var bange for, at Richard skulle vise sig at være en levende omvandrende reklamestolpe for Danaflex, der skulle fortælle at man bliver hørende med CI. Selvom musikken aldrig har fyldt særligt meget i mit liv, så valgte jeg alligevel at tage med. Og dog. Jeg spillede fløjte som lille og ynder stadig ved juletid at finde fløjten frem til stor ærgrelse for nogen, ligesom jeg elsker at synge med på særligt højskolesange, selvom jeg ved jeg synger pivefalsk.
Musikken har aldrig fyldt på den måde, at jeg hører musik dagligt eller hører en sang igen og igen for med store anstrengelser at lære at genkende eller endnu sværere at synge med på dem. Det lykkedes vist en enkelt gang, hvor Bruce Springsteen var fremme med Born in USA at lære den så godt at jeg faktisk kunne genkende den når den blev spillet og jeg dyrkede den totalt.
Musik for mig er en grød af lyde og jeg har altid haft svært ved at skelne instrumenterne og stemmerne fra hinanden. Det er også lige før jeg ikke kunne høre forskel på børnesange og heavy, så for mig var det hip som hap hvad der blev spillet på dansegulvet, bare der blev givet godt med bas.
Jeg kunne måske få mere ud af det nu med CI´en, men til det kræver noget motivation og interesse. Modsat Richard har jeg jo aldrig hørt bedre end jeg gør nu og først nu skal jeg lære musikken at kende på en ny måde hvis jeg vil, hvor Richard tidligere har kunnet høre og rent faktisk kan genkende musikken om end det for ham må lyde anderledes.

Richard glemmer at fortælle sin egen historie eller også havde jeg bare en forventning om at høre mere om ham selv. Meget hurtigt fokuserer han på de musikstykker som han har lavet til CI-brugere. Jeg kunne da godt høre dem, og hvordan tonerne dansede op og ned, høre stemmen og følge ordene ved hjælp af teksten som blev vist på storskærmen, men det var nu ikke den store musikalske oplevelse for mig. Richard brugte også sit keyboard til at illustrere hvordan lydene lød for ham, da han havde fået CI.

Først bagefter, da der var åbent for spørgsmål, får jeg at vide at han er født hørende og har været døv i 10 år før han vælger at få CI, som han nu har haft i 5 år.
Der bliver spurgt af en forælder til et CI-barn hvad man skal gøre for at få sit barn til at synge og spille musik, og der tænker jeg straks hvad hvis barnet ikke har lyst? Hvorfor skal et hørehæmmet barn absolut kæmpe med ting, som er svære for én? Der findes masser af muligheder for det hørehæmmede barn, så hvorfor fokusere på begrænsningerne med mindre barnet selv har lyst til at tage udfordringen op? Er det et udtryk for manglende accept af barnets dårlige hørelse eller den stædige tro på at det kan høre normalt? Jeg er udmærket klar over, at særligt børn har stor glæde af CI, fordi de har fået det på et tidligt tidspunkt, men barnet vil immer noch være hørehæmmet.
Det er heller ikke alle hørende børn, der gider synge eller spille og heldigvis er CI-børns evner og lyster ligeså forskellige. At man er CI-bruger er ikke pr automatik ensbetydende med at det fuldt ud hører de 30 db over hele linien, som det siges teknikken formår at yde, men det afhænger i lige så høj grad af hvem det er du har med at gøre.
Richard kom vist med et svar om at det kræver en masse ommere og træning!

Jeg er faktisk lidt glad og lettet, da Richard svarer på et spørgsmål om hvor meget han får ud af at se en film i biografen. Svaret var at han på grund af baggrundsmusik og støj kun får ca 8 % med af dialogen. Mens jeg skriver dette bliver jeg pludselig i tvivl om der blev sagt 80% og så er det jo en helt klart en anden historie, men jeg vælger at stole på skrivetolken.

Vi får alle noget forskelligt ud af CI, men det vigtigste er hvad man selv(og ikke omgivelserne) får ud af det og hvis det er godt er det godt. Man kan meget med en CI og jeg er selv glad og tilfreds, for jeg har aldrig hørt bedre, men vi kommer ikke udenom at der er visse begrænsninger. En CI kan justeres efterhånden, så lydene bliver bedre og bedre, men det vil aldrig normaliseres, som man kan det med briller, hvor man med den rette styrke ser fuldstændigt normalt. Som skrevet ovenfor er Richard selv inde på eet af de største problematikker, nemlig baggrundsstøjen.

Jeg har en temmelig fastgroet identitet som hørehæmmet nu på det 36. år, som f.eks. gør at jeg ikke med eet skipper mundaflæsningen som en naturlig fremgangsmåde ved kommunikation. Jeg opdager da også at jeg mange gange i stille omgivelser rent faktisk hører hvad der bliver sagt uden mundaflæsning, men det er stadig en utrolig uvant situation for mig. Telefonsamtaler er heller ikke en del af min identitet, selvom jeg ved, at det måske kunne trænes op med CI. Denne evne kommer måske lige så langsomt, men måske ikke, for der findes jo andre gode alternativer, som sms og e-mail. For én der derimod har været hørende er det selvfølgelig anderledes, måske nærmest utænkeligt ikke at kunne komme til at snakke i telefon igen. Jeg er ihvertfald ikke spor i tvivl om at sådanne psykologiske og menneskelige faktorer også spiller en utrolig stor rolle i forbindelse med udbyttet af sin CI.

Sum summarum: At Richard som har været hørende det meste af hans liv kun får 8% ud af dialogen i en film med CI og at han er god til det med musik, hvilket ikke udelukkende skyldes hans hørelse med CI, men i lige så høj hans store passion for musikken får ikke mig til at se ham som en levende omvandrende reklamesøjle for Danaflex som frygtet, men som en heltnedepåjordenfyr. Hvis det er sådanne historier Danaflex kalder for solstrålehistorier giver det mig et anderledes og rigtig godt indtryk af firmaet, for mit største ønske er, at man går fra tendensen til udelukkende at se på CI´en og dens tekniske formåen, men ser på det enkelte menneske!

Test nr. 3

Jeg fik forresten også taget en test sidst jeg var til lydjustering for tredie gang. Resultaterne viser heldigvis at jeg bliver lidt bedre til at skelne for hver gang. Dog skal man huske at det ikke fortæller hvordan jeg klarer mig i dårlig akustik og i støjende omgivelser.

18.10.2006 Audiovisuel 21 af 25 rigtige Auditiv 6 af 25 rigtige
08.02.2007 Audiovisuel 23 af 25 rigtige Auditiv 18 af 25 rigtige
27.08.2007 Audiovisuel 25 af 25 rigtige Auditiv 21 af 25 rigtige

Der bliver stillet 25 spørgsmål og af mit svar kan Jesper tekniker så afgøre om jeg har hørt rigtigt. Testene er taget med både høreapparat og CI. Audiovisuel er med mundaflæsning og auditiv uden mundaflæsning.

Prinsessebrækning

Forleden da jeg var på Gentofte mødtes jeg med Jørgen overlæge før jeg skulle til ludjustering. Jørgen er ham der indstiller folk til CI-operationen og bestemmer hvem der må blive opereret eller er i hvert fald én af dem derude, der sidder på bevillingerne og pengekassen.
Der var 3 ting jeg godt ville snakke med ham om blot for at være på den sikre side.
Den første gik forøget lydfølsomhed på høreapparatøret, hvilket betød at jeg måtte skrue ned for høreapparatet over en længere periode, fordi det gjorde ondt når det var stillet på normal styrke. Han vidste ikke hvad det kunne være, men kom alligevel med en teori om, at jeg med min unormale øresnegle på grund af Pendred Syndrom også havde en forøget risiko for lydfølsomhed.
Det udelukkede mine måske lidt utopiske teorier om, at det havde noget med samspillet med CI´øret at gøre.
Det andet var, at jeg har et ultrafølsomt område bag øret mellem implantatet og snittet bag øret. Når jeg bare rører ved det med min finger kan jeg mærke det rører på sig inde i øret, ligesom jeg også får en snert af let svimmelhed eller utilpashed. Det samme sker når jeg ligger på CI´siden og vender hovedet.
Heller ikke det kunne han komme med en god forklaring på, men mente måske der kunne være tale om et fænomen kaldet prinsesse…. Resten hørte jeg så ikke og godt nok agerede jeg prinsesse på scenen i foråret, men har jeg ikke lagt det fra mig endnu? Jeg tog det i mig og spurgte selvfølgelig hvad han snakkede om. Prinsessebrækning var det han sagde. A hva for noed? Jo ser du, sagde han, der er få mennesker som har det man kalder prinsessebrækning. Det er ligesom prinsessen på ærten, der er utrolig følsom og lige sådan er der mennesker, som får kvalme eller ligefrem brækker sig, når der bliver undersøgt og rørt ved i øregangen.
Jeg mindes pludselig dengang jeg var til kontrol på Sønderborg sygehus som barn sammen med min far. Lægen brugte et iskoldt instrument, der lignede en saks og rodede med det i øret og med et var jeg besvimet. Nu var det jo godt nok ikke i øret det her, men bag ved øret og han vidste heller ikke med sikkerhed om det kunne være det, ligesom han også mindede mig om, at jeg jo var blevet skåret op og at det tager tid for de fine nervefibre at vokse helt sammen igen.
Jeg havde allerede gjort mig forskellige forestillinger om, at det var fordi jeg berørte ledningen under huden og dette grunden til at jeg kunne mærke det inde i øret og at det igen påvirkede balanceorganet, men han afdramatiserede det ved at sige, at det ikke kunne være tilfældet.
Det sidste og den tredje ting var, at jeg syns implantatet er meget fremtrædende, ikke at man kan se det, men mærke det kan man. Jørgen mærkede efter og begyndte at fortælle om at man ved at åbne ind til et fremmedlegeme for blot at bore et dybere hul ville give forøget risiko for infektioner. Det var nu heller ikke lige det jeg havde ønsket mig, men blot vished om at alt er som det skal være, selvom mit implantat skulle være den der buler mest ud af alle.
De usikre svar vidner om menneskekroppe der er forunderlige og at CI stadig er et forholdsvist nyt område. Endnu kender men ikke de mange små følgevirkninger til bunds, da noget også tyder på at vi reagerer meget forskelligt. Jørgen påstod i hvert fald at jeg var den eneste han kendte til, som havde det sådan.
Altså prinsessebrækning?

Kun for katteelskere

Min elskede kat Nicolai i Uganda er død. Han døde d. 2. oktober 2006, men det var først i går jeg fik beskeden. Jeg havde ikke snakket med Nicolais adoptivmor meget længe, men mødte hende så på skype i går, hvor hun fortalte at hun havde en dårlig, men gammel nyhed og jeg vidste med det samme at det drejede sig om vores 2 katte, Nicolai og Maja.
Rigtig nok var det beskeden om at Nicolai var død, men Maja derimod har det godt. Nicolai havde været syg mange gange og var blevet tyndere og tyndere. Dyrlægen mente den havde fået kræft og anbefalede en aflivning. Det var den sværeste beslutning Nicolais adoptivmor har skulle tage længe og det tror jeg gerne.
Nicolai havde en stærk personlighed og han var en utrolig dejlig kat, hvilket sidste linje af nedenstående også vidner om. Det er en beretning om da Felix døde og Nicolai kom ind i billedet og siden blev hos mig lige indtil jeg med store hjertekvaler i forbindelse med min hjemrejse måtte aflevere ham hos hans nye adoptivmor, selvom jeg vidste han sammen med Maja også ville få det godt hos hende. Det var en barsk omgang især for Nicolai.
Nicolai var en vild kat(eller osse var han blevet efterladt) og var blind på det ene øje - han fandt vej til mit hus på grund af Felix, som var den første kat jeg havde i Uganda og også han var fantastisk. De jagtede hinanden ude i haven og det var tydeligt at de var glade for hinanden. Nicolai kom også ind i huset og nappede af Felix mad, helst sammen med Felix og når jeg kom i nærheden var han væk i løbet af nul komma fem lige indtil Felix døde ...

Æret være Nicolais minde!


Felix er død
Skrevet maj 2003

Jeg kom hjem efter en uge ”up country”, og steg ud af bilen ved gaten til mit hus. Jeg havde glædet mig til at se Felix igen efter så lang særligt fordi jeg ved, at han hader at være alene hjemme. Som altid tog Felix imod mig. Han lå på den anden side af gaten, og rullede sig glad i jorden. Da jeg havde låst gaten op kløede jeg ham på maven og tog ham op.
Det er onsdag d. 28. maj, og det blev sidste gang.
Jeg snakkede lidt med Felix, men motoren kørte og jeg ville ind med bilen. Tænkte om han måske ville med ind i bilen og køre det sidste stykke, som han plejer at ville nogle gange, men han hoppede ned.
Det blev hans skæbne.
Jeg kører som altid forsigtigt ind. Parkerer bilen og er glad da jeg stiger ud. Glad over at være hjemme igen efter en lang tur, og glæder mig til en bid brød og pålæg jeg har købt hos den belgiske slagter på vejen. Det er snart mørkt og vi sprang frokosten over, så jeg er sulten. Glæder mig til at være sammen med Felix igen, for jeg er sikker på han vil være der for mig.
Jeg er ved at tage tingene ud af bilen, og vagten kommer ind og peger bag bilen.
Der ligger Felix. Han spjætter lidt med benene og jeg er med et ulykkelig. Febrilsk famler jeg efter mobilen, og vil finde tlf. nr. til Julie Dyrlæge. Indimellem aer jeg Felix, og med et er han død.
Jeg græder og kalder på ham, som ville det få ham tilbage.
Men sådan skulle det ikke være.
Jeg kørte ham ned.
Vagten spørger, om han skal smide ham ud. Jeg siger nej, lad ham ligge. Jeg sætter mig ned på jorden, og ringer til nabo Susanne, som lover at kigge forbi. Kan slet ikke holde op med at græde. Jeg går ind i huset og finder en papkasse. Går ud til Felix igen og aer ham. Så dejlig, blød og smuk er han. Vagten står og snakker med 2 mænd ude ved vejen. De kommer ind, står og kigger. Jeg tager fat i felix, som er slap og tung. Jeg giver slip igen og beder den ene mand hjælpe mig. Sammen putter vi ham forsigtigt ned i kassen. Han ligger godt. Hovedet er gemt af forbenene, som ligger han og sover.
Manden der hjalp mig spørger om han skal tage kassen med ham. Jeg siger nej, lad ham nu bare blive. Jeg går ind i huset, chokeret over det der skete vader jeg rundt i huset. Jeg kigger efter noget, som om jeg forventede at Felix ville dukke op igen. Jeg smider kattemaden i skålene ud og fjerner kattebakken på toilettet. Jeg kigger ind i spisekammeret for at konstatere, at der er masser af kattemad. Har mest lyst til at smide det hele ud, men lader det ligge.
Jeg er ikke sulten, men sidder i sofaen og græder. Snart ligger jeg i sengen med ansigtet begravet i puden. Alt her minder om ham. Poterne på de hvide vægge. De sorte hår hist og pist. Det halvbeskidte sengetøj. Snart er jeg ude ved kassen igen. Tør ikke kigge ned til ham, men tager ham hen til min skraldespand udenfor, som er af metal og med et tungt og solidt låg. Putter ham herned for at undgå, at andre dyr kommer til.
Jeg opdager pludselig, hvor knyttede Felix og jeg var, og savner ham helt vildt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han skulle forlade mig før jeg ville forlade ham. Jeg havde allerede flere gange tænkt på, hvad jeg skulle gøre, når jeg tager hjem. Håbede kun at han kunne få lov at blive i ”Little Denmark”, og det viste sig alt for hurtigt at blive tilfældet.
Her er tomt, og huset er vokset i størrelse igen. For første gang synes jeg her er lidt uhyggeligt. Jeg ser hele tiden Felix for mig. Den første aften synes jeg at høre Felix mjave. Men der var ingen. Da jeg lå under moskitonettet synes jeg jeg så ham gå forbi. Jeg løftede i nettet for at være helt sikker, men der var ingen.
Alt er blevet så anderledes.
Næste morgen vinkede jeg David Gartner over. Jeg kunne se på ham, at han vidste det. Enten havde vagten eller Nabo Susanne fortalt ham det. Men han prøvede alligevel at se glad ud, og spurgte om jeg havde haft en god tur. Jeg græd, og sagde at jeg savnede Felix. David sagde ikke mere. Jeg tog ham i armen og sammen gik vi om i baghaven. Jeg fik fremstammet at jeg gerne vil have at Felix skal blive her hos mig. Han nikkede. Vi fandt hurtigt et sted til Felix.
Jeg gik inde i huset og kiggede til David udenfor, som gravede et hul. Gik ud til ham, da jeg kunne se han var ved at være færdig. Sammen gik vi hen til skraldespanden. Jeg turde ikke tage kassen, så jeg løftede låget. David tog uden en tøven kassen op og kiggede ned til Felix. Han var alvorlig og rystede på hovedet, som sagde han til Felix: Hvorfor.
Nu ville jeg også lige se ham en sidste gang.
Han lå stadig godt.
David putter omhyggeligt kassen ned i graven og lægger en stabil træplade over. Det er måske for at undgå, at der kommer dyr og graver ham op igen. Men dejligt er det også at vide, at han ikke bliver kvalt i jord, selvom han nu er død. David rejser sig op og står stille en rum tid. Vi står begge og kigger ned i graven. David bad sikkert stille for sig selv. Så tager han fat på skovlen igen og fylder jord på. Jeg står og kigger. Han planter med det samme et smukt træ ovenpå. Jeg siger den har nogle smukke blomster, for at bryde tavsheden og for på den måde at sige tak. Går hurtigt ind i huset igen, og gør klar til at komme herfra. Inden jeg kører kigger jeg op til graven, hvor jeg nu ser at David har plukket og lagt nogle hawai blomster på jorden.
Der er ingen tvivl om, at David også savner Felix. Ligesom Felix´ legekammerat Nicolai, som sædvanligt kiggede ind om aftenen, og gik rundt i huset og snuste, som ledte han efter Felix. Nicolai fik mig til at græde igen, men så tror jeg han forstod, og plantede sig i skødet på mig.
Siden har Nicolai været hos mig.

CI´ens fødselsdagsgaver

Så har jeg passeret et års dagen for operationen og snart nærmer vi os datoen for CI´ens fødselsdag d. 20. september og den bliver sølle 1 år. Hvor er der sket meget! Den er vokset sig stor og stærk ikke i størrelse, men styrke. Jeg overvejer faktisk om jeg skal give den en gave, men hvad skal det lige være?
Jeg har været til lydjustering for 6. gang i dag og sidst jeg var derinde var i februar. Jeg synes jeg er gået hjem med en endnu bedre lyd. Lyden før jeg tog derind var såmænd også god, men lydene kunne være sådan skarpe hvorfor jeg skruede ned for sensitivitet mere end Jesper lydtekniker brød sig om. Jeg er kommet hjem med mere bas på og så har CI´en faktisk allerede fået rigeligt med gaver. Den fik en ny skuffe med plads til kun to batterier og en masse nye farvede ”dæksler” så den kan klædes på til enhver lejlighed.
Det er ikke alle CI´ere, der kan få en skuffe med plads til to batterier, det afhænger nemlig af hvor meget strøm dine programmer bruger og jeg var én af de heldige, da det kun går ud over ganske få høje lyde. To batterier holder selvfølgelig ikke så lang tid som tre og tiden vil så vise hvor ofte jeg skal skifte batterier. Plusset er at ørehængeren er mindre – skønt – for CI´en ER stor.
Mens jeg sad der og gav tegn til Jesper hvornår han skulle stoppe, når en lyd blev for høj så den var blevet ubehagelig at høre på sitrede det pludselig i mit øje. Jeg tror alle kender den følelse af en prikkende sitrende fornemmelse i huden. Men da den næste lyd kom sitrede det igen og jeg blev med det samme klar over, at det var en ansigtsnerve der blev påvirket af strømtilførslen til elektroden. Jeg havde fra andre hørt at det kunne ske, men havde ikke selv oplevet det før. Jesper virkede heller ikke overrasket, da jeg fortalte det og sagde at han ikke var bekymret så længe det kun skete ved de høje lyde.
Vi fortsatte og pludseligt mærkede jeg en sitren ved det ene næsebor og udfor læben. Selvom det er ufarligt er det altså ikke specielt behageligt og det var lige før jeg sagde nej tak til højere lyde, for bare at undgå dette... jeg sidder her foran PC´en og fremkalder følelsen bare ved tanken!

Hos fysioterapeuten

Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.

Vanens magt

Min søster råber i telefonen og det har hun altid gjort. Hun burde vide bedre, nemlig at stemmen bliver voldsomt forvrænget, hvis man råber til en hørehæmmet i telefonen. Siden hun fik 1-2-3 børn er det ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet en kunst for hende at ordne flere ting på én gang, ergo skal hun vaske op, samle legetøj eller snakke med børnene samtidigt med at snakke i telefon. Ikke optimalt for en hørehæmmet, der som jeg normalt er 100% afhængig af mundaflæsning, så hvis jeg skal have en chance for overhovedet at forstå i telefonen må der ikke være den mindste baggrundsstøj. For hver gang jeg siger ”hva” hæver min søster stemmen en tak til det helt ulidelige. Siden mobilos og emails kom til har jeg da også skippet den mulighed, for min søster har ikke tålmodighed til det alligevel.
En dag her i foråret, synes jeg alligevel, at jeg med CI ville prøve da hun ikke svarede på min sms. Det var første gang med CI´en og jeg tog teleslyngen og koblede den til mobilen og ringede. Jeg havde halvt glemt, hvordan det var at snakke med min søster i telefonen, og der skete nøjagtig det samme. Børnene var kommet i seng, og hun gik og ryddede legetøj op og hun talte højere og højere for til sidst at råbe, ligesom jeg pressede mig selv til at forstå første gang, hvilket selvfølgelig ikke gik. Jeg nævnte indtil flere gange, at hun skulle dæmpe hendes stemme og slippe hvad hun havde i hænderne, men det er vist en dybt indgroet vane hun har der, så det kom der sumsummarum ikke så meget godt ud af, desværre. Efterfølgende fik jeg en sms om, at børnene havde hørt alt hvad hun havde sagt, så hun var nødt til at gå op på værelset og forklare hvad det lige var hun havde råbt om! Det er da altid noget, det ikke kun er mig der synes hun råber!
Da jeg nogle dage senere besøgte dem og vi talte om det sidste telefonopkald, den dårlige førstegangsoplevelse, sagde jeg, at jeg var brudt sammen. Min søster kiggede straks medlidende på mig, og var vist på nippet til at sige undskyld, men jeg smilede til hende med et glimt i øjet som svar. Jeg var ikke brudt sammen over den smule, men blot blevet mindet om, at det nok ikke var min søster jeg skulle have valgt til dette forsøg.
Min niece Olivia elsker at snakke med Mormor i telefonen, og det gjorde hun også mens jeg var der. Olivia gik så efterfølgende på rundgang for at spørge om min søster eller jeg skulle snakke med hende. Jeg nænnede ikke at sige nej til Olivia, for hvorfor skulle jeg dog ikke have lyst at snakke med min egen mor. Så jeg tog mig godt og grundigt sammen med den sidste telefonoplevelse in mente. Jeg gik med ned til telefonen og jeg tænkte, at med en almindelig fastnettelefon uden teleslynge går det aldrig. Med teleslyngen bliver lyden forstærket i begge ører. Jeg ved dog, at mor lige præcist ved hvordan hun skal tale til mig. Med telefonrøret i hånden overvejede jeg i et splitsekund om jeg skulle sætte røret til høreapparatøret, som jeg tidligere har brugt til at snakke i telefon i eller om jeg skulle prøve mig frem med CI-øret og det blev det sidste. Det var vovet synes jeg selv, men det blev en overraskelse uden lige og jeg kunne faktisk forstå hvad mor sagde uden de større problemer. Wow og den oplevelse levede jeg så til gengæld højt på i flere dage. Siden sms og emails er kommet til har vi stort set ikke snakket i telefon sammen, selvom det nu ville være en rigtig god øvelse, men vanens magt stor og det er svært at bryde den.
Jeg har i hvert fald ikke talt i telefon siden.