Namusoke

2007-12-02T15:33:00.000+01:00

Musikken

Danaflex, som er leverandør af Cochlear apparater, stod bag et arrangement i DGI-byen i København. Det var den amerikanske musiker Richard Reed, som skulle komme og fortælle sin historie om hvordan det var, først at blive døv, hvilket var ret uhensigtsmæssigt når musikken var hans levevej og hvordan det med CI var at høre igen.

Jeg var bange for, at Richard skulle vise sig at være en levende omvandrende reklamestolpe for Danaflex, der skulle fortælle at man bliver hørende med CI. Selvom musikken aldrig har fyldt særligt meget i mit liv, så valgte jeg alligevel at tage med. Og dog. Jeg spillede fløjte som lille og ynder stadig ved juletid at finde fløjten frem til stor ærgrelse for nogen, ligesom jeg elsker at synge med på særligt højskolesange, selvom jeg ved jeg synger pivefalsk.
Musikken har aldrig fyldt på den måde, at jeg hører musik dagligt eller hører en sang igen og igen for med store anstrengelser at lære at genkende eller endnu sværere at synge med på dem. Det lykkedes vist en enkelt gang, hvor Bruce Springsteen var fremme med Born in USA at lære den så godt at jeg faktisk kunne genkende den når den blev spillet og jeg dyrkede den totalt.
Musik for mig er en grød af lyde og jeg har altid haft svært ved at skelne instrumenterne og stemmerne fra hinanden. Det er også lige før jeg ikke kunne høre forskel på børnesange og heavy, så for mig var det hip som hap hvad der blev spillet på dansegulvet, bare der blev givet godt med bas.
Jeg kunne måske få mere ud af det nu med CI´en, men til det kræver noget motivation og interesse. Modsat Richard har jeg jo aldrig hørt bedre end jeg gør nu og først nu skal jeg lære musikken at kende på en ny måde hvis jeg vil, hvor Richard tidligere har kunnet høre og rent faktisk kan genkende musikken om end det for ham må lyde anderledes.

Richard glemmer at fortælle sin egen historie eller også havde jeg bare en forventning om at høre mere om ham selv. Meget hurtigt fokuserer han på de musikstykker som han har lavet til CI-brugere. Jeg kunne da godt høre dem, og hvordan tonerne dansede op og ned, høre stemmen og følge ordene ved hjælp af teksten som blev vist på storskærmen, men det var nu ikke den store musikalske oplevelse for mig. Richard brugte også sit keyboard til at illustrere hvordan lydene lød for ham, da han havde fået CI.

Først bagefter, da der var åbent for spørgsmål, får jeg at vide at han er født hørende og har været døv i 10 år før han vælger at få CI, som han nu har haft i 5 år.
Der bliver spurgt af en forælder til et CI-barn hvad man skal gøre for at få sit barn til at synge og spille musik, og der tænker jeg straks hvad hvis barnet ikke har lyst? Hvorfor skal et hørehæmmet barn absolut kæmpe med ting, som er svære for én? Der findes masser af muligheder for det hørehæmmede barn, så hvorfor fokusere på begrænsningerne med mindre barnet selv har lyst til at tage udfordringen op? Er det et udtryk for manglende accept af barnets dårlige hørelse eller den stædige tro på at det kan høre normalt? Jeg er udmærket klar over, at særligt børn har stor glæde af CI, fordi de har fået det på et tidligt tidspunkt, men barnet vil immer noch være hørehæmmet.
Det er heller ikke alle hørende børn, der gider synge eller spille og heldigvis er CI-børns evner og lyster ligeså forskellige. At man er CI-bruger er ikke pr automatik ensbetydende med at det fuldt ud hører de 30 db over hele linien, som det siges teknikken formår at yde, men det afhænger i lige så høj grad af hvem det er du har med at gøre.
Richard kom vist med et svar om at det kræver en masse ommere og træning!

Jeg er faktisk lidt glad og lettet, da Richard svarer på et spørgsmål om hvor meget han får ud af at se en film i biografen. Svaret var at han på grund af baggrundsmusik og støj kun får ca 8 % med af dialogen. Mens jeg skriver dette bliver jeg pludselig i tvivl om der blev sagt 80% og så er det jo en helt klart en anden historie, men jeg vælger at stole på skrivetolken.

Vi får alle noget forskelligt ud af CI, men det vigtigste er hvad man selv(og ikke omgivelserne) får ud af det og hvis det er godt er det godt. Man kan meget med en CI og jeg er selv glad og tilfreds, for jeg har aldrig hørt bedre, men vi kommer ikke udenom at der er visse begrænsninger. En CI kan justeres efterhånden, så lydene bliver bedre og bedre, men det vil aldrig normaliseres, som man kan det med briller, hvor man med den rette styrke ser fuldstændigt normalt. Som skrevet ovenfor er Richard selv inde på eet af de største problematikker, nemlig baggrundsstøjen.

Jeg har en temmelig fastgroet identitet som hørehæmmet nu på det 36. år, som f.eks. gør at jeg ikke med eet skipper mundaflæsningen som en naturlig fremgangsmåde ved kommunikation. Jeg opdager da også at jeg mange gange i stille omgivelser rent faktisk hører hvad der bliver sagt uden mundaflæsning, men det er stadig en utrolig uvant situation for mig. Telefonsamtaler er heller ikke en del af min identitet, selvom jeg ved, at det måske kunne trænes op med CI. Denne evne kommer måske lige så langsomt, men måske ikke, for der findes jo andre gode alternativer, som sms og e-mail. For én der derimod har været hørende er det selvfølgelig anderledes, måske nærmest utænkeligt ikke at kunne komme til at snakke i telefon igen. Jeg er ihvertfald ikke spor i tvivl om at sådanne psykologiske og menneskelige faktorer også spiller en utrolig stor rolle i forbindelse med udbyttet af sin CI.

Sum summarum: At Richard som har været hørende det meste af hans liv kun får 8% ud af dialogen i en film med CI og at han er god til det med musik, hvilket ikke udelukkende skyldes hans hørelse med CI, men i lige så høj hans store passion for musikken får ikke mig til at se ham som en levende omvandrende reklamesøjle for Danaflex som frygtet, men som en heltnedepåjordenfyr. Hvis det er sådanne historier Danaflex kalder for solstrålehistorier giver det mig et anderledes og rigtig godt indtryk af firmaet, for mit største ønske er, at man går fra tendensen til udelukkende at se på CI´en og dens tekniske formåen, men ser på det enkelte menneske!

2007-09-15T19:51:00.000+02:00

Test nr. 3

Jeg fik forresten også taget en test sidst jeg var til lydjustering for tredie gang. Resultaterne viser heldigvis at jeg bliver lidt bedre til at skelne for hver gang. Dog skal man huske at det ikke fortæller hvordan jeg klarer mig i dårlig akustik og i støjende omgivelser.

18.10.2006 Audiovisuel 21 af 25 rigtige Auditiv 6 af 25 rigtige
08.02.2007 Audiovisuel 23 af 25 rigtige Auditiv 18 af 25 rigtige
27.08.2007 Audiovisuel 25 af 25 rigtige Auditiv 21 af 25 rigtige

Der bliver stillet 25 spørgsmål og af mit svar kan Jesper tekniker så afgøre om jeg har hørt rigtigt. Testene er taget med både høreapparat og CI. Audiovisuel er med mundaflæsning og auditiv uden mundaflæsning.

2007-08-30T22:18:00.000+02:00

Prinsessebrækning

Forleden da jeg var på Gentofte mødtes jeg med Jørgen overlæge før jeg skulle til ludjustering. Jørgen er ham der indstiller folk til CI-operationen og bestemmer hvem der må blive opereret eller er i hvert fald én af dem derude, der sidder på bevillingerne og pengekassen.
Der var 3 ting jeg godt ville snakke med ham om blot for at være på den sikre side.
Den første gik forøget lydfølsomhed på høreapparatøret, hvilket betød at jeg måtte skrue ned for høreapparatet over en længere periode, fordi det gjorde ondt når det var stillet på normal styrke. Han vidste ikke hvad det kunne være, men kom alligevel med en teori om, at jeg med min unormale øresnegle på grund af Pendred Syndrom også havde en forøget risiko for lydfølsomhed.
Det udelukkede mine måske lidt utopiske teorier om, at det havde noget med samspillet med CI´øret at gøre.
Det andet var, at jeg har et ultrafølsomt område bag øret mellem implantatet og snittet bag øret. Når jeg bare rører ved det med min finger kan jeg mærke det rører på sig inde i øret, ligesom jeg også får en snert af let svimmelhed eller utilpashed. Det samme sker når jeg ligger på CI´siden og vender hovedet.
Heller ikke det kunne han komme med en god forklaring på, men mente måske der kunne være tale om et fænomen kaldet prinsesse…. Resten hørte jeg så ikke og godt nok agerede jeg prinsesse på scenen i foråret, men har jeg ikke lagt det fra mig endnu? Jeg tog det i mig og spurgte selvfølgelig hvad han snakkede om. Prinsessebrækning var det han sagde. A hva for noed? Jo ser du, sagde han, der er få mennesker som har det man kalder prinsessebrækning. Det er ligesom prinsessen på ærten, der er utrolig følsom og lige sådan er der mennesker, som får kvalme eller ligefrem brækker sig, når der bliver undersøgt og rørt ved i øregangen.
Jeg mindes pludselig dengang jeg var til kontrol på Sønderborg sygehus som barn sammen med min far. Lægen brugte et iskoldt instrument, der lignede en saks og rodede med det i øret og med et var jeg besvimet. Nu var det jo godt nok ikke i øret det her, men bag ved øret og han vidste heller ikke med sikkerhed om det kunne være det, ligesom han også mindede mig om, at jeg jo var blevet skåret op og at det tager tid for de fine nervefibre at vokse helt sammen igen.
Jeg havde allerede gjort mig forskellige forestillinger om, at det var fordi jeg berørte ledningen under huden og dette grunden til at jeg kunne mærke det inde i øret og at det igen påvirkede balanceorganet, men han afdramatiserede det ved at sige, at det ikke kunne være tilfældet.
Det sidste og den tredje ting var, at jeg syns implantatet er meget fremtrædende, ikke at man kan se det, men mærke det kan man. Jørgen mærkede efter og begyndte at fortælle om at man ved at åbne ind til et fremmedlegeme for blot at bore et dybere hul ville give forøget risiko for infektioner. Det var nu heller ikke lige det jeg havde ønsket mig, men blot vished om at alt er som det skal være, selvom mit implantat skulle være den der buler mest ud af alle.
De usikre svar vidner om menneskekroppe der er forunderlige og at CI stadig er et forholdsvist nyt område. Endnu kender men ikke de mange små følgevirkninger til bunds, da noget også tyder på at vi reagerer meget forskelligt. Jørgen påstod i hvert fald at jeg var den eneste han kendte til, som havde det sådan.
Altså prinsessebrækning?

2007-08-28T22:04:00.000+02:00

Kun for katteelskere

Min elskede kat Nicolai i Uganda er død. Han døde d. 2. oktober 2006, men det var først i går jeg fik beskeden. Jeg havde ikke snakket med Nicolais adoptivmor meget længe, men mødte hende så på skype i går, hvor hun fortalte at hun havde en dårlig, men gammel nyhed og jeg vidste med det samme at det drejede sig om vores 2 katte, Nicolai og Maja.
Rigtig nok var det beskeden om at Nicolai var død, men Maja derimod har det godt. Nicolai havde været syg mange gange og var blevet tyndere og tyndere. Dyrlægen mente den havde fået kræft og anbefalede en aflivning. Det var den sværeste beslutning Nicolais adoptivmor har skulle tage længe og det tror jeg gerne.
Nicolai havde en stærk personlighed og han var en utrolig dejlig kat, hvilket sidste linje af nedenstående også vidner om. Det er en beretning om da Felix døde og Nicolai kom ind i billedet og siden blev hos mig lige indtil jeg med store hjertekvaler i forbindelse med min hjemrejse måtte aflevere ham hos hans nye adoptivmor, selvom jeg vidste han sammen med Maja også ville få det godt hos hende. Det var en barsk omgang især for Nicolai.
Nicolai var en vild kat(eller osse var han blevet efterladt) og var blind på det ene øje - han fandt vej til mit hus på grund af Felix, som var den første kat jeg havde i Uganda og også han var fantastisk. De jagtede hinanden ude i haven og det var tydeligt at de var glade for hinanden. Nicolai kom også ind i huset og nappede af Felix mad, helst sammen med Felix og når jeg kom i nærheden var han væk i løbet af nul komma fem lige indtil Felix døde ...

Æret være Nicolais minde!

Felix er død
Skrevet maj 2003

Jeg kom hjem efter en uge ”up country”, og steg ud af bilen ved gaten til mit hus. Jeg havde glædet mig til at se Felix igen efter så lang særligt fordi jeg ved, at han hader at være alene hjemme. Som altid tog Felix imod mig. Han lå på den anden side af gaten, og rullede sig glad i jorden. Da jeg havde låst gaten op kløede jeg ham på maven og tog ham op.
Det er onsdag d. 28. maj, og det blev sidste gang.
Jeg snakkede lidt med Felix, men motoren kørte og jeg ville ind med bilen. Tænkte om han måske ville med ind i bilen og køre det sidste stykke, som han plejer at ville nogle gange, men han hoppede ned.
Det blev hans skæbne.
Jeg kører som altid forsigtigt ind. Parkerer bilen og er glad da jeg stiger ud. Glad over at være hjemme igen efter en lang tur, og glæder mig til en bid brød og pålæg jeg har købt hos den belgiske slagter på vejen. Det er snart mørkt og vi sprang frokosten over, så jeg er sulten. Glæder mig til at være sammen med Felix igen, for jeg er sikker på han vil være der for mig.
Jeg er ved at tage tingene ud af bilen, og vagten kommer ind og peger bag bilen.
Der ligger Felix. Han spjætter lidt med benene og jeg er med et ulykkelig. Febrilsk famler jeg efter mobilen, og vil finde tlf. nr. til Julie Dyrlæge. Indimellem aer jeg Felix, og med et er han død.
Jeg græder og kalder på ham, som ville det få ham tilbage.
Men sådan skulle det ikke være.
Jeg kørte ham ned.
Vagten spørger, om han skal smide ham ud. Jeg siger nej, lad ham ligge. Jeg sætter mig ned på jorden, og ringer til nabo Susanne, som lover at kigge forbi. Kan slet ikke holde op med at græde. Jeg går ind i huset og finder en papkasse. Går ud til Felix igen og aer ham. Så dejlig, blød og smuk er han. Vagten står og snakker med 2 mænd ude ved vejen. De kommer ind, står og kigger. Jeg tager fat i felix, som er slap og tung. Jeg giver slip igen og beder den ene mand hjælpe mig. Sammen putter vi ham forsigtigt ned i kassen. Han ligger godt. Hovedet er gemt af forbenene, som ligger han og sover.
Manden der hjalp mig spørger om han skal tage kassen med ham. Jeg siger nej, lad ham nu bare blive. Jeg går ind i huset, chokeret over det der skete vader jeg rundt i huset. Jeg kigger efter noget, som om jeg forventede at Felix ville dukke op igen. Jeg smider kattemaden i skålene ud og fjerner kattebakken på toilettet. Jeg kigger ind i spisekammeret for at konstatere, at der er masser af kattemad. Har mest lyst til at smide det hele ud, men lader det ligge.
Jeg er ikke sulten, men sidder i sofaen og græder. Snart ligger jeg i sengen med ansigtet begravet i puden. Alt her minder om ham. Poterne på de hvide vægge. De sorte hår hist og pist. Det halvbeskidte sengetøj. Snart er jeg ude ved kassen igen. Tør ikke kigge ned til ham, men tager ham hen til min skraldespand udenfor, som er af metal og med et tungt og solidt låg. Putter ham herned for at undgå, at andre dyr kommer til.
Jeg opdager pludselig, hvor knyttede Felix og jeg var, og savner ham helt vildt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han skulle forlade mig før jeg ville forlade ham. Jeg havde allerede flere gange tænkt på, hvad jeg skulle gøre, når jeg tager hjem. Håbede kun at han kunne få lov at blive i ”Little Denmark”, og det viste sig alt for hurtigt at blive tilfældet.
Her er tomt, og huset er vokset i størrelse igen. For første gang synes jeg her er lidt uhyggeligt. Jeg ser hele tiden Felix for mig. Den første aften synes jeg at høre Felix mjave. Men der var ingen. Da jeg lå under moskitonettet synes jeg jeg så ham gå forbi. Jeg løftede i nettet for at være helt sikker, men der var ingen.
Alt er blevet så anderledes.
Næste morgen vinkede jeg David Gartner over. Jeg kunne se på ham, at han vidste det. Enten havde vagten eller Nabo Susanne fortalt ham det. Men han prøvede alligevel at se glad ud, og spurgte om jeg havde haft en god tur. Jeg græd, og sagde at jeg savnede Felix. David sagde ikke mere. Jeg tog ham i armen og sammen gik vi om i baghaven. Jeg fik fremstammet at jeg gerne vil have at Felix skal blive her hos mig. Han nikkede. Vi fandt hurtigt et sted til Felix.
Jeg gik inde i huset og kiggede til David udenfor, som gravede et hul. Gik ud til ham, da jeg kunne se han var ved at være færdig. Sammen gik vi hen til skraldespanden. Jeg turde ikke tage kassen, så jeg løftede låget. David tog uden en tøven kassen op og kiggede ned til Felix. Han var alvorlig og rystede på hovedet, som sagde han til Felix: Hvorfor.
Nu ville jeg også lige se ham en sidste gang.
Han lå stadig godt.
David putter omhyggeligt kassen ned i graven og lægger en stabil træplade over. Det er måske for at undgå, at der kommer dyr og graver ham op igen. Men dejligt er det også at vide, at han ikke bliver kvalt i jord, selvom han nu er død. David rejser sig op og står stille en rum tid. Vi står begge og kigger ned i graven. David bad sikkert stille for sig selv. Så tager han fat på skovlen igen og fylder jord på. Jeg står og kigger. Han planter med det samme et smukt træ ovenpå. Jeg siger den har nogle smukke blomster, for at bryde tavsheden og for på den måde at sige tak. Går hurtigt ind i huset igen, og gør klar til at komme herfra. Inden jeg kører kigger jeg op til graven, hvor jeg nu ser at David har plukket og lagt nogle hawai blomster på jorden.
Der er ingen tvivl om, at David også savner Felix. Ligesom Felix´ legekammerat Nicolai, som sædvanligt kiggede ind om aftenen, og gik rundt i huset og snuste, som ledte han efter Felix. Nicolai fik mig til at græde igen, men så tror jeg han forstod, og plantede sig i skødet på mig.
Siden har Nicolai været hos mig.

2007-08-27T19:46:00.000+02:00

CI´ens fødselsdagsgaver

Så har jeg passeret et års dagen for operationen og snart nærmer vi os datoen for CI´ens fødselsdag d. 20. september og den bliver sølle 1 år. Hvor er der sket meget! Den er vokset sig stor og stærk ikke i størrelse, men styrke. Jeg overvejer faktisk om jeg skal give den en gave, men hvad skal det lige være?
Jeg har været til lydjustering for 6. gang i dag og sidst jeg var derinde var i februar. Jeg synes jeg er gået hjem med en endnu bedre lyd. Lyden før jeg tog derind var såmænd også god, men lydene kunne være sådan skarpe hvorfor jeg skruede ned for sensitivitet mere end Jesper lydtekniker brød sig om. Jeg er kommet hjem med mere bas på og så har CI´en faktisk allerede fået rigeligt med gaver. Den fik en ny skuffe med plads til kun to batterier og en masse nye farvede ”dæksler” så den kan klædes på til enhver lejlighed.
Det er ikke alle CI´ere, der kan få en skuffe med plads til to batterier, det afhænger nemlig af hvor meget strøm dine programmer bruger og jeg var én af de heldige, da det kun går ud over ganske få høje lyde. To batterier holder selvfølgelig ikke så lang tid som tre og tiden vil så vise hvor ofte jeg skal skifte batterier. Plusset er at ørehængeren er mindre – skønt – for CI´en ER stor.
Mens jeg sad der og gav tegn til Jesper hvornår han skulle stoppe, når en lyd blev for høj så den var blevet ubehagelig at høre på sitrede det pludselig i mit øje. Jeg tror alle kender den følelse af en prikkende sitrende fornemmelse i huden. Men da den næste lyd kom sitrede det igen og jeg blev med det samme klar over, at det var en ansigtsnerve der blev påvirket af strømtilførslen til elektroden. Jeg havde fra andre hørt at det kunne ske, men havde ikke selv oplevet det før. Jesper virkede heller ikke overrasket, da jeg fortalte det og sagde at han ikke var bekymret så længe det kun skete ved de høje lyde.
Vi fortsatte og pludseligt mærkede jeg en sitren ved det ene næsebor og udfor læben. Selvom det er ufarligt er det altså ikke specielt behageligt og det var lige før jeg sagde nej tak til højere lyde, for bare at undgå dette... jeg sidder her foran PC´en og fremkalder følelsen bare ved tanken!

2007-07-28T13:23:00.000+02:00

Hos fysioterapeuten

Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.

2007-07-26T20:59:00.000+02:00

Vanens magt

Min søster råber i telefonen og det har hun altid gjort. Hun burde vide bedre, nemlig at stemmen bliver voldsomt forvrænget, hvis man råber til en hørehæmmet i telefonen. Siden hun fik 1-2-3 børn er det ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet en kunst for hende at ordne flere ting på én gang, ergo skal hun vaske op, samle legetøj eller snakke med børnene samtidigt med at snakke i telefon. Ikke optimalt for en hørehæmmet, der som jeg normalt er 100% afhængig af mundaflæsning, så hvis jeg skal have en chance for overhovedet at forstå i telefonen må der ikke være den mindste baggrundsstøj. For hver gang jeg siger ”hva” hæver min søster stemmen en tak til det helt ulidelige. Siden mobilos og emails kom til har jeg da også skippet den mulighed, for min søster har ikke tålmodighed til det alligevel.
En dag her i foråret, synes jeg alligevel, at jeg med CI ville prøve da hun ikke svarede på min sms. Det var første gang med CI´en og jeg tog teleslyngen og koblede den til mobilen og ringede. Jeg havde halvt glemt, hvordan det var at snakke med min søster i telefonen, og der skete nøjagtig det samme. Børnene var kommet i seng, og hun gik og ryddede legetøj op og hun talte højere og højere for til sidst at råbe, ligesom jeg pressede mig selv til at forstå første gang, hvilket selvfølgelig ikke gik. Jeg nævnte indtil flere gange, at hun skulle dæmpe hendes stemme og slippe hvad hun havde i hænderne, men det er vist en dybt indgroet vane hun har der, så det kom der sumsummarum ikke så meget godt ud af, desværre. Efterfølgende fik jeg en sms om, at børnene havde hørt alt hvad hun havde sagt, så hun var nødt til at gå op på værelset og forklare hvad det lige var hun havde råbt om! Det er da altid noget, det ikke kun er mig der synes hun råber!
Da jeg nogle dage senere besøgte dem og vi talte om det sidste telefonopkald, den dårlige førstegangsoplevelse, sagde jeg, at jeg var brudt sammen. Min søster kiggede straks medlidende på mig, og var vist på nippet til at sige undskyld, men jeg smilede til hende med et glimt i øjet som svar. Jeg var ikke brudt sammen over den smule, men blot blevet mindet om, at det nok ikke var min søster jeg skulle have valgt til dette forsøg.
Min niece Olivia elsker at snakke med Mormor i telefonen, og det gjorde hun også mens jeg var der. Olivia gik så efterfølgende på rundgang for at spørge om min søster eller jeg skulle snakke med hende. Jeg nænnede ikke at sige nej til Olivia, for hvorfor skulle jeg dog ikke have lyst at snakke med min egen mor. Så jeg tog mig godt og grundigt sammen med den sidste telefonoplevelse in mente. Jeg gik med ned til telefonen og jeg tænkte, at med en almindelig fastnettelefon uden teleslynge går det aldrig. Med teleslyngen bliver lyden forstærket i begge ører. Jeg ved dog, at mor lige præcist ved hvordan hun skal tale til mig. Med telefonrøret i hånden overvejede jeg i et splitsekund om jeg skulle sætte røret til høreapparatøret, som jeg tidligere har brugt til at snakke i telefon i eller om jeg skulle prøve mig frem med CI-øret og det blev det sidste. Det var vovet synes jeg selv, men det blev en overraskelse uden lige og jeg kunne faktisk forstå hvad mor sagde uden de større problemer. Wow og den oplevelse levede jeg så til gengæld højt på i flere dage. Siden sms og emails er kommet til har vi stort set ikke snakket i telefon sammen, selvom det nu ville være en rigtig god øvelse, men vanens magt stor og det er svært at bryde den.
Jeg har i hvert fald ikke talt i telefon siden.

2007-05-29T13:17:00.000+02:00

CI´er agerer prinsesse på Rentemestervej

Hvis du er til anderledes teater med anderledes mennesker heriblandt et stk. CI, så tag en tur ind på Rentemestervej og se Jokum Rohdes version af H.C. Andersens Snedronningen
Selv er min CI og jeg med som den kloge, men grimme prinsesse og vi bor nærmest på teatret i disse uger for at nå at være klar med en suveræn forestilling til premieren d. 2. juni kl. 20.

Billetter kan bestilles på http://www.billetnet.dk/ eller købes ved indgangen med mindre der er udsolgt. Der er også mulighed for at bestille bord til Søren Gerickes 3 retters teatermenu før forestilingen på tlf. 27221684.

2007-05-27T16:03:00.000+02:00

Batteriers levetid

Det blev ikke til så meget Vietnam på denne blog, og det er som var det allerede længe siden jeg var af sted dog kun en måned siden jeg kom hjem. Oplevelserne efterfølgende druknede i travlhed både på arbejdet og i teatret. Billederne derfra minder mig nu om en super dejlig tur.
Jeg skal huske at sige, at min CI slugte noget mere strøm mens jeg var i Vietnam. Normalt skifter jeg batterier hver 3. dag, men det blev her til hver anden dag. Igen minder det mig om min tur til Indien for 15 år siden, også der slugte høreapparatet mere strøm. Jeg husker også at der var nogen af de kloge, der grinede af mig, når jeg sagde at det sikkert skyldtes larmen og varmen. Sjovt nok kan jeg ikke huske hvordan det var i Uganda. Men den gang besøg på diskotek var en del af dagsordenen i weekenderne døde batterierne også hurtigere.
Så enten er det larmen eller varmen eller begge dele.
Lyder det mærkeligt?

2007-04-29T15:13:00.000+02:00

2007-04-15T15:39:00.000+02:00

PS

Nedenstaaende indlaeg blev skrevet for naesten en uge siden, men af en eller anden grund har jeg ikke kunne laegge den ind i bloggen foer nu. Det er ikke alle steder internetforbindelsen er lige god, den haltede sjovt nok saerligt i Hanoi! og nu sidder jeg tilfaeldigvis ved den samme computer, hvor jeg skrev det foerste indlaeg. Ja, jeg er vendt tilbage til stranden - det var en togtur paa hele 14 timer vaerd! Jeg troede jeg skulle slappe af og laese en masse boeger, men det viste sig at vaere komplet umuligt for mig i hektiske Hanoi, saa nu er jeg tilbage! Hanoi er en spaendende by, men efter sammenlagt 10 dage i byen var jeg ved at faa spat! Jeg naar lige at faa 2,5 dag paa stranden, saa mon ikke jeg faar fred til at laese mine boeger faerdigt?
Min CI ligger godt i min toerrekasse og det har den gjort i efterhaanden et godt stykke tid nu. Batteriholderen eller hvad saadan een nu hedder er revnet, men saa er det godt jeg fik reserven med fra London!

2007-04-15T15:34:00.000+02:00

Postkort fra Vietnam

Det var maaske ikke fair af mig, at laegge et soelle indlaeg netop som jeg havde vaeret paa stranden. Det giver da i hvertfald ikke et billede af det Vietnam jeg har set og oplevet. Slet ikke. Fornoejelsen paa stranden blev ved denne ene dag, da vi skulle videre. Men ja indroemmet det var da fedt, lange brede sandstrande uden sten og alskens skidt i vandet og boelger som ved Vesterhavet. Der laa vi under en parasol paa liggestole paa en strand som endnu ikke er overfyldt af turister, men den idyl og hygge er nok vaek om nogle aar. Jeg blev dog lidt hysterisk over at vaere blevet roed hist og pist, men det er allerede saa godt som glemt og farven vaek igen.
Vi har haft et spaendende og afvekslende program, og der har slet ikke vaeret tid til skriveriet, men i gaar rejste gruppen jeg har vaeret sammen med de sidste 3 uger hjem og der staar stort set ikke andet end afslapning paa programmet de sidste 10 dage hernede og der er blevet lidt mere tid til bloggen. Jeg befinder mig paa et hyggeligt backpackerhotel i Hanoi, fra hvor jeg sidder er der aabent ud til gaden, hvor der koerer motorcykler/scootere(og de dytter konstant ... k-o-n-s-t-a-n-t) og biler selvfoelgelig, cykelrichshaws(cykeltaxa' er), cyklister laesset med varer, og gaaende, der tilbyder mad af enhver slags. Gaden er smal og midt i den gamle by er der et mix af baade turister og lokale. Vejret er perfekt til storbyferie, det er overskyet og foraar her nordpaa. Hvor jeg startede sydpaa var det noget varmere og mere fugtigt, det var saa sveden driblede frem og loeb ned alle steder, saadan er det heldigvis ikke her. De lokale har meget ofte mundbind for, foerst troede jeg det var pga forureningen, men det er lige saa meget for at beskytte ansigtet mod sol og snavs, for gaaende paa landet baerer dem ogsaa. Nede sydpaa har kvinderne lange handsker paa for ogsaa at beskytte armene mod solen. Hanoi er Vietnams hovedstad med ca. 3 millioner indbyggere, men sjovt nok er den mere tilbagestaaende i forhold til Ho Chi Minh ogsaa kaldet Saigon, der til gengaeld har 8 millioner indbyggere og er mere moderne over hele linjen. Vietnam har 83 millioner indbyggere(man skulle tro de havde mindst 2 motorcykler hver!) og landet er vist kun 7-8 gange stoerre end Danmark.
Fortsaettelse foelger .....

2007-03-26T16:29:00.000+02:00

I Vietnam

Lige nu befinder min CI og jeg paa et hotel i Hoi An - et forholdsvist nyt turiststed i Vietnam. Vi har haft en slapperdag med en tur paa stranden. Mit haar er klistret af saltvand, min hud er klistret og smaabraender, mine foedder er haevet pga varmen og jeg har sand mellem taerne. Lyder det ikke bare eksotisk? Jeg bare nyder nyder min ferie. Det Vietnam jeg har set indtil videre er bare fantastisk, det er et land der har rejst sig imponerende hurtigt efter krigen.

2007-03-20T08:06:00.000+01:00

Tænk…

.. jeg fik pakket før jeg gik i seng!!! Det er bare for fantastisk, selvom det blev klokken sent og sikke en rolig morgen. Vi – min CI og jeg m.fl. – er nu klar til at tage af sted og kryds fingre for at jeg for en gangs skyld får et sæde foran i flyet, så jeg kan være der med mine ben. Vi vil være i Ho Chi Minh kl. ca. 10 dansk tid i morgen.
Møjn møjn

2007-03-20T01:48:00.000+01:00

Next stop: Vietnam

Min CI fylder et halvt år i morgen og vi tager sammen på ferie til Vietnam. En længe tiltrængt ferie, men jeg fatter endnu ikke at det er i morgen, ligesom jeg heller ikke har pakket. Det er der dog ikke noget nyt i. Mit spisebord er fyldt med ting jeg måske skal have med, men der skal nok sorteres fra for at få plads til det hele i rygsækken. Jeg kan først pakke, når jeg samme dag står med det tøj på som jeg skal rejse i. På det punkt er jeg nok lidt sær!
Min CI kræver til gengæld ikke den store forberedelse og dog. Jeg har lejet en ekstra CI fra London, da der ingen Cochlear servicekontor er i Vietnam og hvis mit eget skulle bukke under for fugten eller gå i stykker, så ville jeg være lost. Vel vidende, at hvis der bare går et par dage uden CI´en, så ville det kræve en ny lydjustering og man vil pga. den faldende modstand i elektroden gå nogle skridt tilbage i udviklingen. Det har jeg absolut ikke lyst til, men det danske system er endnu ikke indrettet sådan at man kan få udleveret ekstra apparater til ferien.
Alle CI- brugere har en USB-nøgle med sin hørelse liggende som en fil og i mange lande er der Cochlear servicekontorer, som sender et nyt apparat ud med kurerpost, hvis det skulle blive nødvendigt. Så i mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt med et reserveapparat.
Disse servicekontorer findes dog ikke i den 3. verden, det siger sig selv. CI leverandøren Danaflex her i Danmark ydede en god service, det var ikke det, men apparatet skulle bestilles hjem fra London. Det koster kun sølle 300 kr for en måneds leje, det er jo ikke meget, når man tænker på hvad et helt nyt koster. Jeg tror det er 69.000 kr eller deromkring.
Så en ekstra CI kommer med i rygsækken, ligesom et ekstra høreapparat og et par ekstra briller også gør det. Det er standard, for jeg kan ikke undvære nogen af delene. Et nyt digitalkamera og mobilen kommer også med, så elektronikken fylder sammen med høreudstyret sin del.
Jeg tænker på den gang min veninde Lisbet fra HF og jeg rejste til Indien i 1992, havde vi da overhovedet noget elektronik med? Altså udover mine høreapparater. Dengang planlagde vi turen til mindste detalje og udleverede en liste over Poste Restante-adresser til familie og venner, således at vi kunne få breve hjemmefra på postkontoret i de større byer. Det var helt vildt fedt, selvom brevene havde været flere uger undervejs. I Vietnam kan jeg nås via mail, for jeg er da rimelig sikker på, at der i hvert fald i Hanoi findes en internetcafe og mobilen skulle også virke. I morgen drager vi på et 4,5 ugers eventyr og vi skal nok sende et postkort undervejs, men jeg må desværre skuffe postkort- og frimærkesamlerne, for det bliver højst sandsynligt et af de elektroniske slags man kan læse her på siden. Måske ikke så hyggeligt, men det er jo det nemmeste og så er der en god chance for at I vil høre fra mig før jeg er hjemme igen.

2007-02-27T00:23:00.000+01:00

Hverdagen er indtrådt

Det er blevet hverdag med CI. Jeg tænker på den gang alle lydene lød ens og at det lød som jernstænger der slog imod hinanden med en efterklang. I dag kan jeg næsten ikke mindes noget der lyder ligesådan. Jeg har både høreapparat og CI på hver dag. Der er ikke gået en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har haft høreapparat på med mindre selvfølgelig det var i stykker. Det ville være som at gå nøgen ud af døren, hvis ikke jeg havde det på. Derimod har CI´en været lidt noget selvpineri i starten, dog velvidende om, at det ville blive bedre i takt med brugen af denne, men nu er også den blevet uundværlig. Når jeg ikke har den på, så virker lyden via høreapparetet så underlig dæmpet.
En almindelig hverdag starter med et bad, en hurtig gang morgenmad(osse den er uundværlig) og når jeg har tænkt mig om en ekstra gang om jeg har glemt noget, når jeg står i døren på vej ud, så går det ellers ned af trapperne i huj og hast. Op på cyklen uanset vejret og af sted. Ofte går turen til Biblioteket Ørnevej og fremme hilser jeg go´ morgen og tager overtøjet af. Der var en dag, for ikke så længe siden, hvor jeg lige syns det kløede lidt i mit øre, hvor jeg har høreapparat. Med et stod jeg der med åben mund og polypper da jeg havde konstateret, at øreproppen var væk. Hvor var høreapparatet? Havde jeg glemt det? G-L-E-M-T det? Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne lade sig gøre. Er CI´en bleven så god, at det er lige før jeg kan undvære høreapparatet? Jeg registrerede slet ikke de manglende lyde på vej til arbejde, men ved en ren tilfældighed nemlig, fordi jeg skulle klø mig i øret. Det var dog fantastisk. Fra at mit højre øre altid har været det bedste og dominerende øre var der nu noget der tydede på, at det vender. Jeg føler mig dog stadig afhængig af høreapparatet, den giver den så velkendte lyd jeg har været vant til det meste af mit liv. CI´en er nu også blevet en naturlig del af min hverdag, selvom den endnu ikke har et halvt år på bagen. Hverdagen er indtrådt.
Jeg var til lydjustering hos Jesper for 5. gang for et par uger siden. Det lader til at min nye hørelse har stabiliseret sig, men der kom da lidt mere bas på. Jeg har også været meget glad for den noget anderledes og meget bedre hørelse jeg fik – ved et uheld – før jul. Tidligere har jeg haft 4 ens programmer, den eneste forskel var bare, at for hvert program blev det kraftigere. Denne gang lavede vi et ”morgenprogram” på program 1 og en lidt kraftigere udgave på program 2. Jeg har aldrig været noget morgenmenneske, hader bratte opvågninger og kan godt lide en langsom blød start om morgenen. Efter en hel nat uden lyd kan det virke lidt voldsomt at høre roderiet i håret og alle de andre lyde der ellers er i gang, når jeg sætter apparatet til. Altså kan jeg begynde med program 1 og når jeg så er vågnet rigtigt op af formiddagen går jeg op på program 2.
De sidste 2 programmer fik så tilført noget ganske nyt, nemlig en M/T funktion og en retningsbestemt lyd. Førstnævnte er en teleslynge med mulighed for at høre sin egen stemme og omgivelserne. CI´en har i forvejen en funktion der hedder T, som er en teleslynge alene, hvor alle andre lyde bliver skåret fra. Det andet er et program, der formår at fokusere på lyden/stemmen foran dig og ellers dæmper de øvrige lyde. Den skulle være god, hvis man f.eks. sidder på en støjfyldt café, hvor man snakker med en person foran sig. Jeg er glad for M/T-funktionen, men har ikke rigtigt benyttet mig af den anden funktion. Endnu.
Jesper lavede en test, hvor han stillede mig 25 spørgsmål. Jeg har både høreapparat og CI på, men må ikke mundaflæse ham. Han lavede den samme test i oktober ca. 1 måned efter lydtilkoblingen, hvor jeg svarede på 6 rigtige ud af 25 spørgsmål, men denne gang svarede jeg på 18 rigtige ud af 25. Hvilken en fremgang! Jeg er da heller ikke i tvivl om, at det går fremad. Når jeg tænker på jernstængerne, så er der klart sket en masse, men fremgangen kommer snigende.

2007-02-23T01:53:00.000+01:00

Min cykel begravet i sne

Det halvt sneklædte Danmark

Så fik vi den. Efter en noget langstrakt begyndelse til det der lignede forår vælter det nu ned med sne. Dog kun i halvdelen landet, i den anden halvdel er der plusgrader og ikke faldet et eneste snefnug. Her har det sneet for vildt, og det fyger så man skulle næsten tro, at sneen ville brede sig ud til alle hjørner i det lille ganske land. Min cykel var sneet inde i morges, men den havde jeg nu heller ikke tænkt at bruge i dag. Med mine gode vandrestøvler vader jeg gennem sneen til busstoppestedet, det er ikke alle busser der kom og ligesom jeg var tæt på at opgive at komme af sted med en bus kom 13´eren.
Turen i dag gik til Biblioteket Ørnevej, hvor vi skulle have besøg af en klovn og en masse børn til formiddag. Klovnen havde sendt mig en sms og spurgt hvordan det så ud. Jeg kunne ikke rigtig vurdere om jeg på stående fod bare skulle aflyse, for tænk hvis børnene allerede var på vej, de kom jo langvejs fra. Vi blev enige om at tage ind på Ørnevej og så tage det derfra. 13´eren kører langsommere end sædvanligt over knæhøje snedriver og det er så der står med sne ud til alle sider. Da jeg skal skifte bus ved Frederikssundsvej krydser jeg vejen, hvor jeg ved der ikke er fodgængerfelt. Cyklister cykler på vejbanen i hjulsporene, men det ser ikke nemt ud. Fortov og veje går flere steder ud i et, så også fodgængere vader rundt på må og få. Jeg krydser vejen og selvom der er biler tæt på er de ikke til fare, da de kører i det langsomme tempo. Desuden er bilisterne slet ikke i det sædvanlige sære humør, der aldrig kunne finde på at stoppe for gående i et fodgængerfelt, nej stemningen var en helt anden i dag, de var sådan anderledes betænksomme.
Jeg hensættes til gamle dage og der ruller en film for mit indre øje. Der kører sporvogne på vejene, cyklister der cykler og gående der vrimler ud og ind mellem sporvognene, der kommer i begge retninger. Et mylder. Sådan så bybilledet nu slet ikke ud, men jeg fik af en eller anden grund en lille snert af det. Måske var det stemningen?
Jeg ventede på Frederikssundsvej sammen med en masse andre ved busstoppestedet. Da den ene bus, stuvende fuld, kørte forbi uden at stoppe, opgav jeg håbet om at overhovedet at komme med de første 10 busser og begyndte at gå ned af Frederikssundsvej. Jeg havde sms´et løbende med klovnen, der også var forsinket og fik en sms om at han længere oppe af Frederikssundsvej var hoppet i en taxa med 2 passagerer. Klovnen fik øje på min røde jakke på vejen og fik chaufføren til at køre ind og samle mig op. Det viste sig at være passagerer, der alligevel skulle ind til byen og havde vinket klovnen med de 2 store kufferter hen til dem og spurgt om ikke han ville med op og køre. Hvad en ordentlig omgang sne ikke gør ved folk!
På biblioteket kunne vi hurtigt konstatere efter en rundspørge til institutionerne, at der ikke ville komme nogen i dag. Det var ærgerligt, ja, men det er da også hyggeligt.
I går aftes var det lige før jeg havde lyst at blive oppe hele natten for bare at følge snestormen fra vinduet, som om jeg var bange for at gå glip af noget, men det ville jo nok være blevet en anelse kedeligt i sidste ende. I morges vågnede jeg så op til snedækkede ruder, så jeg næsten følte mig sneet inde, ligesom der også hang store tykke istapper ned fra taget. Danmark er gået i stå stod der på pol.dk, men biblioteket var da åbent ligesom flere lånere kikkede forbi, så mon ikke det er at overdrive en smule?

2007-02-13T16:20:00.000+01:00

Den mystiske fugl

Der er flyttet en lyd ind hos mig, en højfrekevent tone, der kommer i intervaller med 2 – 3 minutters mellemrum eller måske lidt mere. Jeg har været på jagt i lejligheden for at spore mig frem til lyden, men forgæves, men så er det godt at få besøg af en hørende, der måske kan hjælpe.
Jeg fik besøg af Annet, der bliver forskrækket første gang hun hører den, netop som hun var kommet ind i entreen og vi går nu på jagt sammen. Hun siger det lyder som en fugl, og får lokaliseret lyden til at komme fra bagsiden af min soveværelsesdør, hvor min morgenkåbe hænger sammen med en stor papirspose.
Vi går ind i soveværelset og venter på at lyden kommer nok engang. Annet peger og siger den er der. Hvad er det? En fugl, siger Annet nok så overbevisende, men jeg tvivler nu alligevel, da jeg vidste at lyden havde været der i et par dage. Jeg har forleden haft vinduet stående vidt åbent en hel dag og tænker der måske alligevel skulle være en fugl, der er kommet på afveje. Annet prikker til papirsposen og siger, ja den er der, det lyder som om den græder og det manede simpelthen al min tvivl til jorden. Åh nej, tænkte jeg, og blev helt dårlig ved tanken om en totalt udmagret fugl, der forgæves havde skreget om hjælp og var ved at dø bare fordi jeg ikke fattede noget. Dumme mig.
Vi står og kikker på hinanden og jeg siger med hævet stemme: Hvad gør vi? Jeg kan ikke klare tanken om at skulle kikke ned i posen, men Annet mener jo hun har gjort sit nu hvor hun har lokaliseret lyden og går ind i stuen. Forståeligt nok. Jeg derimod bare bliver stående og aner ingen levende råd, men åbner vinduet i håb om at den med lidt hjælp vil være i stand til at flyve sin vej. Jeg tør ikke tage posen og lidt efter er Annet tilbage, modigt tager hun posen ned og skynder sig hen til vinduet, hvor hun ligger den med åbningen ud af vinduet.
Lyden kom igen, men et andet sted fra og Annet tager posen tilbage. Den er tom. Vi leder igen, men kan ikke finde den stakkels fugl. Annet mener nu, at lyden kommer fra entreen og ikke de tilstødende værelser, og vi kikker fortvivlet omkring, for her er ikke mange gemmesteder for selv en lille fugl. Der er ingenting i skohylderne og i kurven med sokker til gæsterne i min fodkolde lejlighed. Annet mener ikke lyden kommer fra loftet og vi bliver enige om, at den må være under gulvbrædderne. Vi opgiver og sætter os ind i stuen, men vi hører begge lyden gentage sig hele aftenen. Annet sover hos mig til næste morgen og hun hører den også hele natten. Jeg mente nu at det måtte være noget ikke-levende, men Annet mente stadig det kunne være en fugl eller måske var det et insekt hun synes hun havde hørt før. Jeg kan ikke lige komme på et insekt, der lever om vinteren og én der giver en så høj lyd fra sig, men hvad ved jeg om det?
Da Annet var gået igen, gik jeg op på tørreloftet med vasketøjet og her møder jeg naboen i færd med at hænge ditto op. Jeg benytter mig af lejligheden til at spørge om hun har hørt noget inde hos dem. Jeg fortæller hende historien om lyden og den mystiske fugl, og hun tager nysgerrigt med ned i lejligheden. Første gang hun hører lyden peger hun sporenstregs på brandalarmen i loftet og siger det er den. Den havde vi også kikket på, men jeg vidste at den plejede komme med en lang konstant hyletone, desuden mente Annet jo ikke den kom fra loftet. Min nabo fortæller mig, at sådan lyder det, når batteriet er ved at løbe tør for strøm. Det kunne Annet selvfølgelig ikke vide og jeg troede jo på hende, men så fik vi da endnu en ahaoplevelse.
Fuglen er fløjet.

2007-02-11T23:23:00.000+01:00

Et gensyn med Uganda

Uganda har fundet vej til biograferne. I filmen ”The last king of Scotland”, der handler om den tidligere præsident og diktator Idi Amin i 70´erne. Filmen er baseret på virkelige hændelser, men er vist som flest en blanding af fakta og fiktion, for at undgå at ende som en dokumentarfilm. Det gør ondt at se den afrikanske virkelighed, men samtidig var det fantastisk at ”vende tilbage” og få lov at genopleve Uganda. Det var så velkendt det hele, selv historien om Idi Amin, som jeg heldigvis kun kender en lille brøkdel af, for han var helt igennem en skidt person.
Idi Amin døde i eksil i Saudi Arabien i 2003, da jeg boede i Uganda og der var stor diskussion om hvorvidt han skulle hjem til Uganda og begraves ude i den landsby i Arua-distriktet, hvor han er født og opvokset. Holdningen blandt mange af dem jeg talte med var at, selvfølgelig skulle han det, for han var jo én af deres. Er han også det efter alt hvad han har gjort? NB Han har udført tortur og myrdet op til 300.000 mennesker. Flere svarede, at Idi Amin hører til her, sket er sket og vi har tilgivet ham for hans onde gerninger, for vi skal huske at han også gjorde en masse godt for mange ugandere. Hjem kom han og mere blev der vist heller ikke talt om den sag.
På et tidspunkt i filmen bliver den unge naive skotske nyuddannede læge, der er blevet Amins personlige læge og rådgiver interviewet af en journalist. Pludselig slår det mig, at jeg kender skuespilleren, der spiller journalisten. Det viser sig, at være min egen læge fra den tid jeg boede i Uganda. Jeg tjekker rulleteksterne for navne og jo den er god nok, han hedder Dr. Stockley. En engelsk læge, der har boet i Uganda det meste af hans liv, men en typisk englænder med sort humor. Lige meget hvad jeg fejlede eller ikke, så fik jeg ordineret en Bell(ugandisk øl). Der var også engang Annet havde meget høj feber, og jeg fik hende ind for at blive tilset af Dr. Stockley, der tjekkede hendes blod for malaria, der desværre viste sig at være positiv. Stockley sagde til Annet, der lå pakket ind i tæpper på briksen, at hun var ved at dø. Det virker umiddelbart sarkastisk, men det var hans måde at være humoristisk på, malaria er livsfarligt, ja, men han var jo dygtig nok til at vide, at den endnu ikke var så fremskreden at den kunne behandles.
Faktisk var jeg inde og se filmen med Annet, som er i Danmark pt. Annet fortæller glad, at det er Kawesa, der har leveret musikken til filmen. Kawesa er en kendt ugandisk musiker, og han og hans kæreste Rita er Annets gode venner. Ikke mærkeligt, at vi følte os ret meget hjemme i filmen trods grusomhederne.
I 1976 bliver et Et Al fly fra Israel kapret og ledt til Entebbe lufthavn(den internationale lufthavn i Uganda), og også det bliver berørt i filmen og jeg mindes flyet, der stadig står halvt forfaldent dernede og kan ses, når man kører ud af lufthavnen. Jeg synes der var snak om at omdanne flyet til en cafe? Ja en cafe, men det var måske bare et rygte?
Før filmen begyndte og efter at rulleteksterne var sluppet op var der en mand, der stillede sig op nede foran lærredet og fortalte en hel masse. Han blev både filmet og fotograferet. Men ak, jeg hørte ikke hvad han sagde og Annet forstår ikke tilstrækkeligt dansk til at kunne oversætte. Jeg spurgte efterfølgende en sidemand, men han talte utydeligt, så heller ikke det fangede jeg meget af. På vej ud besluttede jeg mig for at kontakte manden himself og spørge. Undskyld, jeg er døv(nogle gange er det nemmere bare at sige at man er døv), så jeg hørte ikke hvad du sagde, hvad fortalte du og hvem er du egentlig? Han undskyldte forvirrende, at han ikke kunne tegnsprog og jeg svarede at jeg godt kan mundaflæse. Det er ellers yderst sjældent jeg møder nogen, der beklager at de ikke behersker tegnsprog! Han tog sig tid til at fortælle, at han var kameramanden til filmen og at han var i Uganda i sammenlagt 4 måneder for at optage til filmen. Jeg kunne ikke svare med andet end et wow og en flot film du har lavet. Jeg præsenterede Annet for ham, og da han begyndte at tale dansk til hende måtte jeg fortælle ham hun ikke forstår dansk, han blev forvirret nok en gang. Det var nok mest fordi jeg havde lagt ud med at sige jeg var døv og måske troede Annet også var det, men han fandt da ud af det og sagde ”Thank you for a fantastic country”.
Hold da op, tænk hvis det var sådan, hver gang man gik i biffen, ligefrem at møde folk man kender i filmen og møde de kendte live. Jeg fik ikke hans navn, men fandt efterfølgende ud af, at det må have været Anthony Dod Mantle, som også har filmet andre topfilm, som f.eks. Festen og Manderlay.

2007-02-06T17:28:00.000+01:00

Operation tur/retur?

Det var før jul. Jeg havde haft en travl uge og skulle have besøg af Jytte, min sengekammerat fra Gentofte, fredag aften. Der var kun en ekstra arbejdsuge til jul, så det gjorde ikke noget at der var ekstra pres på nu, for nu skulle jeg snart have ferie. Skønt. Jytte sagde, at jeg så træt ud, sådan følte jeg det egentlig ikke, men da hun var gået havde jeg alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg var bare træt, tænkte jeg og jeg skulle ikke tidligt op næste morgen.
Næste morgen blev jeg klar over, da jeg stod ud af sengen, at jeg havde fået mig et nyt svimmelhedsanfald. Som sidst vaklede jeg ud på toilettet, og med den erfaring jeg havde fra sidst tog jeg kun en lille sjat ymer og satte mig i sofaen. Ymeren blev stående på bordet, og snart lagde jeg mig ned. Det hele kørte rundt for mig, selv når jeg lå stille og jeg havde kvalme. Jeg blev ked af at konstatere, at der tilsyneladende var et mønster, der nu gentog sig. Men hvis det skulle være lig sidst, så ville det være ovre allerede søndag og det var da til en lillebitte trøst.
Jeg skulle have julehygget mig med Rikke i byen, men hun kom hjem til mig i stedet og straks som hun var kommet ind af døren måtte jeg ud på toilettet og jeg brækkede mig. Sikke en velkomst. Tænk, jeg kastede op, det gjorde jeg end ikke efter operationen eller sidst jeg var svimmel, der skal faktisk meget til, men denne gang gjorde jeg det? Det gjorde desværre ikke noget ved min tilstand, jeg var lige dårlig. Efter et par mariekiks og en masse cola til at tage syren, kastede jeg op endnu engang.
Teorien holdt ikke, det blev ikke bedre søndag, og mandag ringede jeg og meldte mig syg. Jeg var så småt begyndt at blive lidt bekymret og ringede til min lydtekniker, Jesper, på Gentofte. Jeg havde nemlig 2 dage før jeg blev syg været til den 4. lydjustering. Der var gået 2 måneder siden apparatet blev justeret sidst, og det havde været en periode, hvor jeg synes lydene var meget skarpe og hvor jeg ikke synes jeg mærkede den store fremgang. Det var først de sidste 2 uger, at det begyndte at rykke, særligt efter en høretræning. Jeg har tid til en høretræning fast 2 timer ugentligt, men har været lidt uheldig med en hørepædagog, der skal på kursus, som har et barn der bliver syg i tide og utide og nu selv er sygemeldt - det kan hun selvfølgelig ikke gøre for - men der var så en gang, da det var blevet december, hvor vi mødtes og efter denne ene gang kunne jeg skrue op for lyden. Så jo jeg tror høretræning giver en masse.
Jesper havde fået et nyt program siden sidst, som ikke har indflydelse på selve apparatet eller lyden, men måden man arbejder med computeren på. Jeg sad som sædvanlig og skulle sige ja, når jeg kunne høre tonerne og stop når de blev for høje. Da han så havde klarlagt en ”ny hørelse” og den blev tændt første gang tænkte jeg: Wow! Jespers stemme gik tydeligere igennem, men umiddelbart efter opdagede Jesper en fejl på computeren, som han retter til, men så var lyden tilbage ved udgangspunktet og det var altså ikke godt nok.
Jesper forklarede at med min særlige elektrode(straight), anbefaler firmaet ikke at tilføje mere end 250 Mhz, men computeren stillede automatisk om til 1200 Mhz, som er normalen for den sædvanlige elektrode(contour). Han mente dog ikke der var noget i vejen for at stille den så højt, når jeg følte det var bedre. Fedt! Det var som at have opdaget, at han havde forbudt slik i skuffen og at han overgivende gav hele posen til mig, fordi jeg var vild med dem og ikke nænnede andet.
Se det var derfor jeg ringede til Jesper, for at høre om der var noget om anbefalingerne fra firmaet siden jeg var blevet svimmel, hvilket han dog afviste. Jeg ringede efter hans opfordring til en sygeplejerske på afdelingen, der gav mig en tid hos kirurgen torsdag. Tiden sneglede af sted og godt nok kastede jeg ikke op mere, men jeg havde ikke fået det synligt bedre.
Onsdag blev jeg spurgt om jeg ville med i biografen. Jeg var ved at få spat af at være muttersalene med min svimmelhed, og mindedes en sygeplejerske, da jeg blev opereret, der sagde: ”det er ikke godt at ligge i sengen, når man er svimmel”. Med denne morale besluttede jeg mig for standhaftigt at prøve at gå de 10 – 15 min. ned til Vanløse bio. Jeg gik som en fuld mand, jeg zigzaggede hen ad fortovet, men jeg kom da sikkert frem om end det nok tog lidt længere tid end sævanligt. Vi så Casino Royale og den aktion, der blev lagt ud med, på megahøje byggekraner fik min svimmelhed med et krydderi af min højdeskræk, til at eskalere, men da vi kom til jorden igen fortog det sig straks. Helt godt var det ikke da filmen var slut, og da jeg skulle rejse mig igen. Det endte da også med, at jeg arm i arm blev fulgt helt hjem til døren.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle tilses af kirurgen. Jeg tog en taxa til Gentofte, og chaufføren kørte usædvanligt roligt og det bemærkede jeg overfor ham. Det var ikke første gang han havde hørt det, og tilføjede at han med årene i en taxa havde fundet ud af at det slet ikke kunne betale sig at ræse frem til det næste lyskryds, når der alligevel var rødt.
Det var medkirurgen Caye, som skulle tilse mig. Det var ham jeg var til indlæggelsessamtale hos, ham som skulle bore i kraniet og overlade det lidt mere komplicerede arbejde til Stangerup. Ja, det var ham, som gjorde mig opmærksom på, at det ikke var Thomsen, men Stangerup der skulle operere mig. Caye lod mig siden hen vide, at han på operationsdagen blev sat på en anden opgave, hvorfor Stangerup gjorde hele arbejdet.
Nå, men skidt nu med det, det var altså Caye jeg mødte den dag. Han kikkede mig i ørene, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Han kikkede mig i øjnene, og heller ikke her var der noget at se. Han rystede mig på hovedet med sine hænder, for at se om det gav udslag i øjnene, han bad mig stå op og lukke øjnene for at se hvor slemt det stod til. Jeg stod og svingede om mig selv, eller sådan føltes det i hvert fald, men måske var det kun i mit hoved?
Tjaah, sagde Caye, det er noget vi er nødt til at følge op på, for der er ikke noget at se og hvis det fortsætter, så kan vi blive nødt til at tage elektroden ud igen. NEJ, tænkte jeg bare, ikke det. Det ville være en operation tur/retur. Jeg spurgte om, der var andre der havde det på samme måde, som for at søge trøst. Det sagde han nej til og jeg kunne ikke længere holde gråden, der sad som en klump i halsen. Jeg havde nok grædt alligevel. Jeg bare sad der og havde det så dårligt, det havde stået på nu næsten en uge og der var ikke udsigt til at det blev bedre. Værst var det, at der ikke var nogen forklaring. Caye vendte sig om for at skrive en recept til piller mod svimmelhed og andre mod kvalme og vi aftalte en ny tid i det nye år, hvor jeg skulle tilses af Stangerup.
Caye gav mig recepten, og alt i mens jeg snøftende prøvede at komme til mig selv igen, foreslog han, at jeg fik foretaget en blodprøve hos mig egen læge, for at udelukke andre ting. Tanken om at jeg skulle bevæge mig hen til min læge, der sikkert ikke engang havde tid til at se mig før jul - der var nu kun 3 dage til jul - var ikke just opmuntrende. Der vrimlede med sygeplejersker på gangen og jeg spurgte om ikke det var noget jeg kunne få ordnet med det samme. Caye spurgte, men det lod sig ikke gøre, men kom dog i stedet i tanker om, at vi kunne få tjekket min urin. Jeg leverede varen og straks prøven lå klar så hele situationen med et helt anderledes ud: Jeg havde urinvejsinfektion!
Var der måske noget at sige til, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn til at begynde med? Jeg kunne ikke få en urinvejsinfektion kædet sammen med svimmelhed, kvalme og opkast. Med et forsigtigt smil om munden sagde Caye, at det sagtens kan være symptomerne herpå. Med tanke på en blærebetændelse, jeg havde haft for mange år siden, husker jeg det som var det at tisse glasskår, men til det sagde han, at der ikke nødvendigvis behøvede være lokale symptomer. Caye skrev straks en ny recept.
Sådan blev fokus fra det ene øjeblik til det andet flyttet fra øret ”down under” og hvilken en lettelse. Stakkels øre, hvad det ikke er blevet beskyldt for. Vi blev enige om, at jeg beholdt recepten på piller mod svimmelhed og kvalme, hvis og hvis, ligesom jeg også beholdt tiden hos Stangerup. Jeg fik antibiotika til 3 dage og allerede efter den første dag vidste jeg, at det ikke blev nødvendigt at gøre mere ved det.

2007-01-22T21:04:00.000+01:00

Mens I venter

Det er temmelig længe siden jeg har fået skrevet et ordentligt indlæg, og jeg håber selv at få skrevet et inden alt for længe, for som jeg vist osse skrev er der altså sket ting og sager.
Jeg er blevet spurgt hist og pist om der snart er noget på trapperne, så selvom det ikke strømmer ind med kommentarer her på siden, så bevidner det jo at min blog bliver læst. Det er jo dejligt, selvom det er lidt svært at se, for forsiden bliver ikke krøllet, ligesom der ikke er nogen æselører der markerer besøgene. Selvom kommentarer er velkomne uanset hvem du måtte være, så er dem jeg får face to face da bestemt også rare, og mens I venter kan I jo kikke ind på http://www.matcen.dk/default.asp?pageid=165 og se at skriveriet ikke har ligget på den helt lade side.
Men jeg lover Jer det varer ikke længe før julepynten bliver lagt væk!

2006-12-22T13:01:00.000+01:00

Hyggetiden og pakkerne er om hjørnet

Jeg har masser af nyt, men problemet er at jeg endnu ikke har fået trykket på tasterne og fået det nedfældet i bloggen, så denne gang nøjes jeg altså bare med at ønske Jer alle En RiGtig GlæDeLig JuL & eT bRaGendE gÅÅÅt NytåR!

2006-11-30T21:14:00.000+01:00

Nu er det snart jul igen

Med duften af mandarinerne er julen kommet tættere på. Jeg kan nu høre lyden af jul, når jeg deler bådene. Jeg undres og fornøjes over lyde jeg ikke vidste eksisterede overhovedet.
Jeg får gåsehud, når jeg hører opvaskebørstens skrubben mod et skærebræt og må bide tænderne sammen, når jeg selv er ved at vaske en af slagsens op. Det er for mig noget i stil med negle mod en tavle. Jeg får helt fornemmelsen i fingrene og gåsehud bare ved tanken, det er så jeg må ryste med hænderne for at få følelsen væk. Jeg kan høre folks snøften, prusten og stønnen, når de bare trækker vejret almindeligt og trækker luft igennem næsen.
Jeg har lige set ”Uventet besøg” på DR1, og jeg undskylder mit tv-kiggeri med, at jeg må have noget lydtræning. Jeg ser indrømmet rigtig meget, særligt dansk tv for tiden, men det der ”uventet besøg” er som ”sporløs” ren følelsesporno. Det appellerer virker til tårerne og det var ikke nogen undtagelse hos mig. Tårerne nærmest væltede ud. Snøft og det var som om lydene forstærkede oplevelsen, så det nærmest fremkaldte gråden. Jeg blev helt pinlig ved det, og fra hvor jeg sad kikkede jeg ud af mit vindue ud i mørket, som for at tjekke om der var nogen der kunne se mig sidde og se tåbelig ud, selvom jeg efter et år her i lejligheden udmærket godt ved det ikke er tilfældet. Jeg skal ikke udsættes for flere af den slags i aften, men vil nu hænge et par hjerter op og finde nissen med katten frem, som min søster strikkede til mig, da vi var børn.

2006-11-07T14:46:00.000+01:00

Jeg er ikke alene

Det er nu halvanden måned siden jeg fik lyd på. I forgårs hørte jeg stemmer på toilettet, og et øjeblik troede jeg, jeg var blevet gak i låget. Jeg har godt nok tinnitus, men aldrig hørt stemmer i hovedet, men alt kan jo ske. Jeg lyttede engang til og kikkede på mig selv i spejlet. Nej, jeg var ikke længere i tvivl om, at det var naboerne inde ved siden af, som snakkede. Godt nok har jeg fået at vide, at der er meget lydt i lejligheden og jeg har da med CI også hørt en masse uigenkendelige lyde. Men for engangs skyld kunne jeg lokalisere lyden, som værende stemmer inde fra toilettet ved siden af. Jeg er ikke alene! Min barndomsveninde i Århus bekræftede, at man kan høre mange ting, som f.eks. når overboen hos hende prutter! Det fik mig ellers lige til at tænke over, hvad jeg ikke går og laver, som naboerne her har hørt. Mhhh….
I går, mandag, stod jeg ud af sengen klar til en ny uge, troede jeg. Men ligesom jeg havde rejst mig fra sengen vaklede jeg hen over gulvet. Nå, det var nok fordi jeg stadig halvsov, men ude på toilettet begyndte det hele at sejle for mig og jeg var ved at miste fodfæste. Jeg gik alligevel pr. refleks ud i køkkenet for at hælde juice og ymer op til morgenmad. På vej ind i stuen fik jeg kvalme og gik sporenstregs ind i soveværelset, hvor jeg stillede maden fra mig på natbordet og lagde mig ind under dynen igen. Lidt senere stod jeg, stædig som jeg er, ud af sengen igen, for det her ku da ikke passe? Men jo det sejlede for mig og jeg var ved at kaste op. Det her mindede for meget om tiden efter operationen og jeg tænkte straks på om der kunne være noget med øret. Jeg nægtede at tage CI på, selvom jeg ikke havde ondt, men dårlig det var jeg.
I dag har jeg det langt bedre og jeg har fået en tid på Gentofte(eller CI-tofte som nogen er begyndt at kalde det) til kontrol hos en CI–læge for en sikkerhedsnåls skyld. Jeg har også fået mod på at tage CI på igen, men mest fordi jeg har fået løftede pegefingre om ikke at tage det af for længe ad gangen, da det ville være at gå mange skridt tilbage. Flere spørger om jeg sover med CI på om natten, men det gør jeg ikke. Det er for besværligt, apparatet falder nemt af og den mindste bevægelse mod hovedpuden larmer ganske enkelt for meget. Nej, CI ´en ligger godt og varmt til rette i en dertil specielt indrettet tørrekasse med varmelys og ventilation. Jeg håber det var et enkelt tilfælde af et svimmelhedsanfald, som ikke har tænkt sig at komme retur. Det er dejligt at være oppegående igen, og jeg vil forsigtigt fylde min mave og få lavet noget arbejde via webmail. Det blæser udenfor og jeg tror jeg kan høre det som en susen, men et eller andet sted er der også en hammer, så spørgsmålet er om ikke det snarere er en boremaskine eller noget i den stil jeg hører?

2006-10-26T08:33:00.000+02:00

Babel

I går aftes var jeg til forpremiere på Babel. Den er fantastisk. Det er en barsk, men samtidig smuk film, der viser 3 forskellige historier hvor tilfældigheder knytter dem sammen. Jeg prøver at undgå at læse anmeldelser på en film før jeg selv får mulighed for at se den. Den ene historie handler om en døv pige i Japan, hvilket jeg ikke var klar over, så det var en positiv oplevelse i sig selv. Jeg synes filmen viser mange aspekter omkring det at være døv, jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at produceren eller instruktøren eller hvem det nu er, har lavet en grundig research.
Kun krummede jeg tæer, da de brugte ordet døvstum(igen!), i hvert fald ifølge de danske undertekster. Jeg ved så ikke hvilket ord som blev brugt på engelsk(japansk?) og i virkeligheden kan det jo være det er det ord de gladeligt bruger i Japan? I Danmark derimod kæmper vi nærmest for at man i medierne ikke længere bruger det efterhånden oldnordiske ord, for der er jo ingen døve der er stumme.
De andre to historier udspiller sig i USA/Mexico og i Marocco. I hver historie kæmper folk deres kamp, en meget emotionel og tankevækkende film, der handler om vore dages fordomme og kulturforskelle. Det viser særligt den store adskillelse mennesker i mellem, så jeg nærmest grædefærdigt tænker, at ingen så absolut er fortjent med dette.
Jeg vil nu ikke gå ned detaljer i de enkelte historier af fare for at ødelægge overraskelsesmomenterne i filmen for Jer, der planlægger at se den. Først ledes man i forvildelse over de vidt forskellige historier der bliver udspillet forskellige steder i verden, men efterhånden som man kommer længere ind i filmen bliver personer og begivenheder kædet sammen og historierne vævet ind i hinanden. Jeg elsker den slags film. Filmen får 5 stjerner(ud af 5) af mig, så den vil jeg uden tøven anbefale andre at gå ind og se.

Jeg brugte teleslyngen i biografen, og kunne kun konstatere at det virkede på min CI. Jeg får stadig masser af lyde, men endnu forstår jeg ikke signalerne så godt. Til gengæld har jeg bemærket, at når jeg er i et kraftigt lydmiljø, som f.eks. når jeg cykler ude i trafikken, så hyler det nogle gange i mit hoved mest i den side hvor jeg har høreapparat på. En anderledes tinnitus end den jeg plejer at have på samme side, men som dog ikke er vedvarende og heldigvis for det.

2006-10-21T09:20:00.000+02:00

Engel

Jeg var til den 3. lydjustering i onsdags og min hørealder er nu en måned. Igen er der kommet mere power på, ligesom tonerne også er blevet justeret. Jeg fik denne gang en hel del mere bas, dog kan jeg ikke rigtig skelne mellem bastoner og de høje lyde endnu. Jeg har opgivet at forklare hvor meget jeg går op i styrke og hvordan og hvorledes, for selv teknikeren kan ikke rigtig forklare det. På en computerskærm kan man godt nok se en form for en hørekurve, røde og grønne farver og en masse forskellige tal. Men man snakker ikke decibel eller anden form for styrkeenhed, som man traditionelt gør med høreapparater. Til justeringen lavede teknikeren dog en skelnetest, hvor han stillede mig 25 forskellige spørgsmål, hvor mine svar fortæller om jeg har forstået spørgsmålene rigtigt. Jeg har både CI og høreapparat tændt, men sidder med ryggen til, altså må jeg ikke mundaflæse. Jeg fik 6 rigtige ud af 25 og på den måde kan man ”måle” udbyttet på længere sigt.
Hvad jeg er glad for at erfare er, at batterierne viser sig at holde en hel uge hos mig. Først kommer der et advarselssignal, og lidt senere siger det så beep-beep-beep og væk er lyden og det er tid til at skifte.
Det går hele tiden fremad, det er der ingen tvivl om. Jeg sad med en Annet Linnet cd i forgårs, som jeg har lånt på biblioteket, for at høre om jeg kunne høre hendes stemme og følge med i teksten. Først med CI´en alene, derefter med høreapparatet alene og til sidst med begge. Der er en enkel, tydelig og nem at gå til sang. Engel, tror jeg den hedder. Jeg kan følge med i teksten uanset øre og kombination, ja den er måske for nem, men hold fast hvor lyder det dog forskelligt fra det ene øre til det andet. Det passer meget godt med det jeg har fået at vide, nemlig at man med høreapparat typisk hører bassen bedst og med CI får de høje toner med.
Og så har jeg en tilståelse. Jeg er begyndt at læse Rasmus Klump. Faktisk har jeg aldrig været vild med ham heller ikke som barn, hvis jeg husker ret var det mere min søsters smag. Jeg har bestilt en hel del børnebøger til Døve- og høresamlingen på Biblioteket Ørnevej, hvor der følger en lydcd, og det blev så Rasmus Klump, der skulle blive den første jeg skulle låne i rækken af forhåbentligt mange flere. Så længe jeg har teksten kan jeg faktisk godt følge med, ellers er jeg godt lost. Det begynder dog at blive lidt trivielt, nu hvor jeg har været igennem historien efterhånden pænt mange gange. Jeg er ved at købe en samling voksenbøger ligeledes med lydcd til samlingen, så der går nok ikke så længe før jeg dropper Rasmus Klump til fordel for de lidt mere alderssvarende.

PS: Lydbøger i sig selv er ikke noget nyt, men det er til gengæld bog + cd. Så hvis du er CI – bruger og er gået forgæves i byen, så kik gerne ind til os på Ørnevej!

2006-10-19T22:20:00.000+02:00

Et par punktummer

Det er langt sværere at skrive om en skilsmisse og hvilken mundfuld det kan være. Min skilsmisse har været længe undervejs og har uden tvivl fyldt meget. Der er blevet sat et punktum til i mit liv, ligesom CI´en også har gjort det. Det er 2 punktummer der faldt næsten samtidigt.
Det er ikke min mening at udbasunere min skilsmisse her, for det vedrører ligesom ikke alle, hvad som er sket for os. Jeg respekterer trods alt den mand jeg engang faldt for, elskede, troede jeg skulle have børn med og dele resten af mit liv med. Det hører derimod til i min dagbog, som ligger i mit natbord ved siden af min seng. Med mine kragetæer er det vist osse kun mig, der kan læse det. Det er ikke uden grund, at vi i gamle dage havde dagbøger med lås, til alt det der skulle forblive uformidlet. Det er her vi kan bande og svovle og rase ud over de mennesker, som har ramt os. En blog er anderledes intimt, alt er tilladt, men respekt er dog en dyd.
Den 20. september fik jeg lyd på og d. 22. september blev der endelig sat punktum for det ægteskab, der ikke længere var. Et vemodigt punktum, men også en lettelse, for nu skal jeg videre på min vej. En skilsmisse gør ondt, og det har været en lang slidsom og ensom proces. Det er nok også sådan de fleste oplever det. Selvom man har vennernes og familiens støtte, så er det kun dig der kan og skal kæmpe hele vejen ud af sorgen og videre.
Det er dejligt endelig at kunne flytte fokus på noget meget anderledes og mere positivt, om end også en krævende proces, som beslutningen om en CI har medført. Det er nemmere at forholde sig til en afsked med et næsten døvt øre. En CI er lidt mere håndfast på en eller anden måde, der efter indgrebet helt afhænger af min egen indsats, selvom der stadig ikke er nogen garanti for et godt resultat. Et ægteskab og to menneskers indsats er heller ikke nogen garanti for et lykkeligt liv.
Der er såmænd ingen garantier i livet.

2006-10-11T19:25:00.000+02:00

På disko

Jeg var på diskotek i lørdags, for første gang i flere år. Diskoteker siger mig bare intet. Jeg synes engang det var sjovt, men jeg gider ikke rigtig de propfyldte kødmarkeder med masser af sved, røg og fulde mennesker mere. Det var Ungdomsklubben Absalon for tegnsprogsbrugere der fyldte rund og havde booket diskoteket Absalon på Strøget til denne festlige lejlighed. Der var 600 døve med flere, der havde tilmeldt sig til dette lukkede arrangement og jeg var for nysgerrig til at lade være. Men det var faktisk helt vildt fedt, at opleve noget sådan i Danmark, hvor majoritetssproget for en sjælden gangs skyld var tegnsprog og at møde en masse jeg ikke har set længe. Efter kl. 3 nat blev der åbnet op for hørende og der var vist nogen der fik sig en øjenåbner.
Jeg havde regnet med at smide CI´en på grund af den høje musik, men tiden gik og jeg havde det stadig på. Da jeg gik derfra ved 4-tiden sad det der skam endnu. Til gengæld måtte jeg skrue ned for høreapparatet. Det lyder lidt weird, synes jeg selv. Jeg skruer ned for lyden på det øre, hvor jeg får færrest signaler ind, men måden jeg får lyd på, er måske det der gør den store forskel?
Med et høreapparat får man lyd ind på den ”traditionelle” måde som en hørende. Lyden går fra apparatet og øreproppen via øregangen gennem trommehinden, mellemøret med ambolt, stigbøjle og hammer ind til øresneglen, hvor de stadig intakte hørehår tager imod lydene og sender signaler videre til hørenerverne og hørecentret i hjernen. Med CI bliver lydene sendt via magneten direkte ind til elektroden i øresneglen, hvor elektrodepunkter, der erstatter de naturlige og ødelagte hørehår, sender signaler videre til hørenerverne og hørecentret i hjernen. Mon det er det der gør, at man bedre kan klare de kraftige lyde? Eller også er det selve apparatet, der kobler de kraftigste lyde fra, som visse digitale høreapparater? Jeg ved det ikke, jeg var bare ret imponeret. Ikke bare at jeg havde CI på hele tiden, men også at jeg vovede mig på diskotek og blev der til kl. næsten lukketid.I forgårs oplevede jeg en snert af: Aj, nu gider jeg altså ikke lige det her mere. Jeg havde besøg af min veninde, tog min CI af og synes næsten jeg hørte bedre uden. Der er ikke sket nogle ryk siden den sidste lydjustering. Jeg er stadig på program 1 og som regel på laveste volumen.

2006-10-07T13:28:00.000+02:00

Hørealder: 17 dage gammel

På gårsdagens høretræning gik det op for mig, at jeg nu faktisk hører bedre end jeg regnede med eller i hvert fald siden sidste uges høretræning. Jeg får 2 lektioners høretræning hver uge. Hørepædagogen læser ord op fra en liste som jeg har liggende foran mig. Det lyder måske meget banalt for en som kan høre, men man må som døv starte i det små. Een af øvelserne foregår på den måde, at der bliver læst 2 ord op og derefter bliver et af dem så gentaget, og jeg skal så gætte hvilket et det er. I sidste uge havde vi nogle øvelser hvor S indgik i et af de 2 ord – f.eks. lam og slam – og fordi jeg kan høre S, så kan jeg i de fleste tilfælde høre forskel. Men denne gang kunne jeg høre o-r-d-e-n-e, og jeg var vist kun i tvivl en enkelt gang ud af måske 10 – 15 ordpar. Det kom som en dejlig overraskelse, for på den måde mærker jeg, at jeg på en eller anden måde alligevel har formået at opøve dette helt uden at jeg har været bevidst om det. Min nye hørelse kommer snigende.
Når jeg ser dansk TV med undertekster bilder jeg mig selv ind, at jeg også hører ordene, men det tror jeg faktisk også jeg gør indimellem. Jeg tror det handler om lære at stole på, at man rent faktisk hørte rigtigt og ikke bare ”dannede lyden” i hovedet ved hjælp af undertekster eller mundaflæsning.
Hos hørepædagogen hører jeg også en CD med forskellige lyde, som jeg skal prøve at gætte mig til. Jeg var overhovedet ikke sikker, men gættede den ene gang at det var en bil, der kom kørende, en person der steg ud af bilen og smækkede døren og gik. Tænk det var rigtigt, det eneste jeg ikke hørte var, at det også regnede så det slaskede. En anden lyd var en stor hund der gøede, hvor jeg gættede det var en motorcykel! Jeg tror en lydsekvens mange gange kan være nemmere at gætte sig til.
Jeg sidder lige nu kun med CI apparatet på, og TV´et kører. Stadig er lydene forholdsvis ens, men jeg vænner mig mere og mere til dem. Jeg vil ikke længere betragte det som lyden af jernstænger, der er helt klart en større lydvariation dog stadig med en form for ekko. Nogle kalder det Anders And- lyde, men det er vist dem der har været hørende før som plejer at sige det, for jeg aner ikke hvad det er! Men det er muligt det er det samme vi mener. Jeg begynder at lære hvordan det lyder, når der er nogen der snakker, som nu f.eks. på tv´et. Det er som om stemmen er langt langt væk, og at der skal ryddes en masse op på vejen ind til den mere klare og tydelige stemme.
Jeg tager mig heller ikke længere til hovedet, når jeg kobler apparatet på, selvom der forleden er blevet skruet temmelig meget op. Der er stadig meget støj, men sådan vil det nok være indtil hjernen har forstået signalerne og først derefter vil jeg kunne abstrahere fra de mindre irriterende lyde.
På arbejdet får jeg hjælp til at få ”tolket” lydene, det er nogle gange lyde, som ikke engang mine hørende kollegaer selv registrerer. Til frokost er det plasticposer, vandet der løber, bestik der rammer tallerkner og sølvpapir der larmer. På arbejdet på Biblioteket Ørnevej er jeg afhængig af også at bruge mit høreapparat, for her får jeg forespørgsler fra lånere, som måske ikke kender mig og aner at jeg er hørehæmmet, og for at undgå den lange forklaring vil jeg ikke bruge dem som ”øvedukker”.
Til gengæld sidder jeg ofte med høreapparatet slukket, for at træne øret på mit andet arbejde i FDDB. Den store fordel her er at min kollega, som sidder ved siden af mig, kan tegnsprog og det er til en stor hjælp når jeg skal forstå hendes stemme. Hun er meget støjende, men sådan vil hun nok normalt ikke blive betragtet heller ikke af hørende. Så er det tastaturet hun slår løs på, så er det slikposen der rasler, så vipper hun med fødderne og klikker med kuglepennen. Jeg undrede mig over, at hun ikke tog telefonen, da den ringede, men det viste sig at være inde ved siden af!
Jeg synes det er helt vildt sjovt.

PS: Forklaring til begrebet ”hørealder”: Jeg har læst den netop udgivne rapport og undersøgelse af danske børn med CI og deres hørelse, talesprog og trivsel, hvor de bruger begrebet hørealder, som angiver den tid fra switch – on, altså den tid man har haft CI – apparatet.

2006-10-03T22:28:00.000+02:00

2. justering

Så for Søren, så kom der power på(teknikeren denne gang hed Søren, da Jesper var taget på ferie). Hvis vi følger de ryk, der var på de første 4 programmer i første runde, så er jeg rykket op på det der svarer til program 7. Programmerne er ændret så de nu er kraftigere og jeg er tilbage på program 1, altså har jeg atter fået noget lyd at lege med. Jeg kan nu høre når jeg gnider håndfladerne mod hinanden. Hold da op, hvor det lyder som om mine hænder er knastørre!
Noget helt andet. Det kunne faktisk godt se ud som om mit øre er blevet sat lidt skævt på plads. Det opdagede jeg selv, da mine briller er skæve. Eller er det en tilfældighed? Men hvad jeg ikke opdagede, var at mit venstre øre ser anderledes ud end det andet. Der var én der sagde at øret stadig var hævet, det er det ikke, men det ”flyver” rigtig nok mere end det andet. Det er første gang jeg lægger mærke til det. Gad vide om det altid har været sådan eller om mit øre virkelig er blevet sat forkert på? Mine øreflipper er til gengæld forskellige. Mor drillede mig som lille med, at det var en mus der havde bidt et stykke af da jeg blev født. Er der nogen der ellers har bemærket noget?

2006-10-02T23:02:00.000+02:00

De første 12 dage med lyd

Tjaah hvad skal jeg sige. Lydene lyder som sagt som jernstænger, der slår mod hinanden med en efterklang. Sådan lidt ekkoagtigt. En anden CI – bruger spurgte om det lød som en masse maniske mennesker, der slår løs på alt muligt. Ja, det er lige præcist hvad det gør! Når folk nygerrigt spørger, hvordan det lyder, så svarer jeg måske: Det lyder forfærdeligt! Eller: Det er det rene støjhelvede, og så er der ellers nogen der kikker forskrækket og medlidende på mig, som om projektet allerede er dømt til et flop. Jeg skynder mig at fortælle, at det er meget normalt i starten og at det nok skal blive bedre. Man ville nok ikke poste så mange penge i det, hvis man ikke troede på det – jeg hører at en CI operation nu tangerer øverst på listen over danmarks dyreste operationer.
Den første høretræning var allerede 2 dage efter lydtilkoblingen. Hele 2 lektioner. Det var dødsdømt fra starten troede jeg, for hvad skulle vi dog også i al den tid, når jeg alligevel ikke kan høre forskel på lydene. Men jeg fik faktisk noget ud af det, nemlig bogstavet S. Det er den eneste lyd, der lader sig skille ud fra resten. Aldrig nogensinde har jeg hørt et S før. Det er da lidt morsomt, at det skulle være S, der skulle løbe med æren, som den første ”forståelige” lyd. Så når jeg snakker med én, hvor der ikke lige er baggrundsstøj, så lægger jeg mærker til alle de s´er. Ja, det sker at jeg ikke hører efter, fordi jeg har travlt med at tælle S´erne.
Jeg har slet ikke følt mig træt eller haft ondt i hovedet ovenpå alle de lyde. Jeg er gået lige på og hårdt efter sygemeldingen fra et deltidsjob til 2 af slagsens. Det er herligt, at have det overskud. Nogle vælger en 2 – 3 måneders sygemelding efter lydtilkoblingen, men det kunne jeg slet ikke tænke mig. Hvad skulle jeg lave herhjemme? For mig er det vigtigt at have normal hverdag, for alene det giver også en masse i forhold til lyd- og høretræningen. Når jeg er hjemme, så kører tv´et som regel, så jeg kan få tilføjet lidt ekstra til lydstimulationen. Indimellem slukker jeg for høreapparatet, for at udfordre og teste min nye hørelse. Nogle gange følger jeg med i hvad der sker på TV, andre gange kører det i baggrunden mens jeg laver andre ting. Indimellem er det da også slukket og så hører jeg helt andre lyde, som jeg ikke altid kan hitte ud af, hvor kommer fra. Det er en ulempe, når man bor alene, og at man ikke kan få tolket lydene! Men nogen gange lykkes det på egen hånd. Som f.eks. da jeg var optaget af at skrive en mail og allerede havde glemt, at jeg havde sat mad i mikrobølgeovnen. Pludselig hørte jeg en lyd. Hvor kom den fra? Og jeg kom i tanker om mikrobølgeovnen. Heller ikke den har jeg nogensinde hørt før, og så sidder jeg i stuen og er optaget af noget andet og hører den. Det er da lidt for vildt. Det er måske svært for en hørende at forstå, men altså jeg ”hører” mange ting, men signalerne opfattes nogenlunde ens, jeg forstår dem ikke. Sådan passer jeg derfor på med at bruge begrebet ”høre”, for det kan hurtigt misforstås. Aldrig har det larmet så meget, når jeg tisser og aldrig havde jeg troet at wc papir også gjorde det. Men nogle gange tager jeg også fejl. Jeg hørte noget, som jeg besluttede mig for måtte være en vandhane, der dryppede. Jeg gik på toilettet og ud i køkkenet, men kun for at konstatere at det ikke var det og selvom jeg gik på jagt i resten af lejligheden fandt jeg aldrig ud af det. Det kunne jo også have været et eller andet hos naboen?
Jeg har haft CI – apparatet på i alle min vågne timer siden lydtilkoblingen. Det har været til at holde ud, eller også er jeg bare for nysgerrig til at lade være. I de første par dage glædede jeg mig til sengetid, så jeg kunne få apparatet af. Allerede den første aften gik jeg op på program 2 og efter en uge gik jeg op på det kraftigste program, nemlig program 4. Jeg kontaktede teknikeren herom, og uden diskussion fik jeg en tid allerede 2 uger før den oprindeligt planlagte dato. Det er i morgen og jeg glæder mig, for nu har jeg ligesom fået den første erfaring og har nu ligesom noget at gå ud fra.
Hvis jeg skal lave en sammenligning allerede nu, så får jeg helt klart meget mere end hvad jeg nogensinde har fået med høreapparat i hvert fald på dette øre. Selvom mobilen er på lydløs, så får jeg signaler i apparatet, når jeg skriver en sms. Selv de mindste lyde bliver uden tvivl opfanget af apparatet, det er lyde som slet slet ikke bliver opfanget af et almindeligt høreapparat. Det højre øre med høreapparatet er dog stadig det bedste når det handler om at skelne og forstå.
Der har helt sikkert åbnet sig en helt ny lydverden, og selvom jeg indtil videre kun forstår S´erne, så vænner jeg mig mere og mere til ”støjhelvedet”. I modsætning til de første dage, hvor det var en lettelse at få apparatet af, er det nu næsten som om, der mangler noget når jeg ikke har det på. I starten forstyrrede lyden i CI apparatet min ”gode” hørelse på det højre øre, men det er nu efterhånden mere blevet en støtte, men til gengæld føler jeg også at hørelsen langsomt bliver dårligere på højre øre. Det er ikke tilfældet, men det er mere kompliceret end som så. Jeg gad godt være en flue på væggen i kraniet og følge processen i hjernen – mon ikke det er der forklaringerne ligger?

2006-09-25T23:04:00.000+02:00

Hos teknikeren

Det er blevet d. 20. september og præcist 5 uger siden jeg blev opereret, og jeg skal møde op hos teknikeren på Gentofte til tilkobling. Det lyder måske som blev man sat i forbindelse med en stikkontakt. Knap nok, men at få lyd på er dog alligevel en bizar oplevelse. Kan man forvente noget man ikke kender og blot har hørt om? Nej vel. Den er ikke engang at sammenligne med den lyd man får gennem høreapparatet. Men mit venstre øres døvhed er snart talte dage, minutter og sekunder… Godt nok har jeg selvom jeg hørte så dårligt på dette øre alligevel brugt høreapparat hele mit liv eller siden jeg var 3. Dog skelnede(=forstod) jeg med høreapparat ikke en eneste lyd, men fik kun en vag fornemmelse for lyd, en meget sløret lyd, men den har alligevel været til en støtte for mit højre øre. Jeg har faktisk prøvet høreapparatet efter operationen, men den smule hørerest er væk for altid. Jeg er nu stokdøv på venstre øre. I de 5 uger der er gået uden høreapparat fandt jeg hurtigt ud af, at jeg sagtens kunne undvære denne støtte, og havde øjeblikke, hvor jeg bare havde lyst at springe helt fra! Men jo tættere jeg kom på dagen for tilkoblingen, jo mere savnede jeg alligevel at få lyd i øret igen. Jeg var spændt, men selvfølgelig også nervøs for, hvordan den nye lyd lyder.
Hos teknikeren fik jeg udleveret apparatet, og den adskiller sig fra en ørehænger(høreapparat) ved at være noget større, da den skal kunne rumme 3 batterier mod én. De skal tilmed skiftes noget oftere end et høreapparat, og det kan godt ærgre mig, at det ikke lader sig gøre at genoplade batterierne. I baggården her i andelsboligforeningen, hvor jeg bor, har vi heldigvis en minicontainer til brugte batterier. Mon ikke det bliver mig, der fylder den hver gang? Desuden er der fra apparatet koblet en ledning på med en magnet i anden ende. Magneten bliver koblet på, hvor den anden magnet er placeret nemlig under huden og der skulle nu være forbindelse.
Den allerførste lyd. Det er som om jeg ikke hører den, men jeg registrerer noget i hovedet. Hurtigt opfatter jeg en rungende lyd. Teknikeren tager én tone ad gangen og beder mig bekræfte, når og hvis jeg hører noget. Han måler så det laveste og højeste niveau, akkurat som til en høreprøve og finder på den måde ud af, hvor meget lyd jeg opfatter og hvor min tolerancetærskel ligger. Han skruer gradvist op, og jeg siger stop, når jeg ikke kan klare mere. Mit dynamikområde er lille, det vil sige jeg ”tåler” ikke så meget. Endnu. I alt 6 toner bliver klarlagt på denne måde, og jeg skal nu høre lydene omkring mig. Teknikeren, som i øvrigt hedder Jesper, snakker til mig, men jeg forstår ikke et kuk af det. Heller ikke ved hjælp af mundaflæsning, for den nye lyd distraherer synet voldsomt. Det er svært at forklare hvad det lyder som, men alle lyde lyder mere eller mindre ens. Det er en masse dunkelyde, som kommer i stød. Nærmest som 2 jernstænger, der slår imod hinanden, der efterfølges af en efterklang. Eller måske det lyder som kirkeklokker? Det er et værre lydhelvede. Jeg bliver lettet, når jeg kan tænde for mit høreapparat på mit højre øre. Og endnu mere når jeg tager CI – apparatet af, for at konstatere, at lyden ikke er en netop erhvervet tinnitus, men lyde der går via apparatet og sådan som den nu bliver opfattet af min hjerne. Det ligger desuden tæt på følelsen af at være svimmel, men jeg er det ikke. Jeg synes pludselig jeg kan genkende lyden? Tænker mig om. Det var sådan det lød, da jeg lå i opvågningen lige efter operationen. Jesper får sig vist en aha-oplevelse, for det har han aldrig hørt før. Han fortæller, at han var med under operationen for at tjekke om elektroden i øresneglen virkede som den skulle første gang, når der stadig var åbent. Anden gang, når snittet er syet sammen igen og umiddelbart før jeg bliver vækket af min narkoserus. Det er muligt, at hjernen husker lydene fra operationen! Er det ikke bare for vildt.
Jeg synes osse lydene fremkalder minder om dengang jeg som lille fik en sten i hovedet, og da jeg som 12 årig i skolegården stødte sammen med en Brian fra en klasse over mig på Møgeltønder skole. Af en eller anden grund gik jeg vist baglæns og han løb ligeledes baglæns i en basketballkamp. Vi stødte sammen. Sidst var i 1996, hvor jeg fik en 3 meter høj jernstang ned over hovedet bagfra. Ja, hvor uheldig kan man være? Alle gange førte til en kraftig tinnitus, som faktisk minder om lyden i CI – apparatet. Er det ikke frygteligt? Jo, jeg forstår godt, at folk går skuffede fra en tilkobling. Heldigvis var jeg forberedt på det værste, og ifølge adskillige beretninger fra andre CI – brugere bliver det kun bedre med tiden. Der er dog stor forskel på, hvor længe man må ”vente”. Ventetiden skal jo naturligvis udfyldes med en masse lydstimulation og træning. Hørenerverne skal vækkes til live, og styrkes. Hjernen skal lære at opfatte signalerne som lyd og hørecentret dannes. Jeg starter vist, hvor en nyfødt begynder at udvikle hørelsen eller måske skal jeg endda helt tilbage til fosterstadiet? Så jo der er lige 35 år jeg skal have indhentet.
Jeg går fra Gentofte 4 timer senere med mit ”nye” øre og en masse tilbehør i en stofpose fra Danaflex, som er leverandør, også min egen taske er fyldt. Apparatet er udstyret med 4 forskellige programmer, hvor jeg starter med program 1. Program 4 er så det kraftigste, og indtil næste justering om en måneds tid er det meningen jeg skal gå op efterhånden som jeg kan tåle mere lyd.

2006-09-18T22:33:00.000+02:00

Annet fandt vejen til min stue på Gentofte sygehus!

2006-09-18T21:59:00.000+02:00

Dagen efter operationen

2006-09-18T21:51:00.000+02:00

Operationen
(Advarsel: den er lang!(svarende til 7-8 sider i word))

Nu er det blevet min tur.
Det er snart. Tidligere har jeg altid troet at jeg ville være hunderæd, når jeg kom så tæt på, men jeg er ikke engang nervøs. Er det unormalt? Jeg er snarere som et barn juleaften, der ikke længere kan vente! Jeg er spændt. Jeg havde min sidste arbejdsdag i dag før sygemeldingen, da jeg til forundersøgelser på Gentofte i morgen. Det er lidt underligt for jeg er jo ikke syg, men mon ikke jeg føler det sådan, når jeg vågner af narkosen? Eller lidt tung i kroppen måske og døsig. Men hvad ved jeg, jeg er aldrig blevet opereret før. Jeg har kun prøvet en gang lattergas hos tandlægen, som ikke engang virkede på mig. Nej det passer ikke helt for jeg har fået visdomstænderne opereret ud. Men syg? Nej. Men selvfølgelig er der forholdsregler, som at jeg ikke må løfte og nu der bliver rodet inde tæt ved balancenerven og den slags er det vist meget normalt at føle sig svimmel. Så er der selvfølgelig også risiki, men jeg er ikke bekymret, for jeg føler mig tryg. I morgen skal jeg møde kirugen. Mor og far kommer over. Det er godt nok rart med lidt omsorg, og mon ikke jeg kommer hurtigere hjem, fordi jeg ikke er alene hjemme?

Dagen før dagen - indlæggelsessamtale
Tirsdag d. 15. august tager jeg ud på Gentofte Sygehus . Jeg skal være der kl. 8. Da jeg synes en forkølelse lurede tog jeg tog/bus derud, da det stod ned i tykke stråler. Jeg skal nødig blive forkølet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på faren for at operationen blev udsat, for hvornår skulle det ellers være? En udsættelse ville gøre det sværere. Jeg er ikke nervøs og er vist så klar som jeg kan blive. Naturligvis har jeg sommerfugle i maven, for hvad der sker ved jeg jo ikke. Jeg er aldrig blevet opereret før. For måneder tilbage troede jeg, at jeg ville være hunderæd, når jeg kom så langt. Det er dejligt det viser sig ikke at være tilfældet, men der er jo stadig et døgn til. Jeg kan nå det endnu.
På Gentofte bliver jeg først indskrevet på sengeafsnittet og bliver bedt om at gå ned på afd. 3b, hvor jeg skal møde forskellige implicerede helt præcist hvem ved jeg ikke. Jeg ved dog, at det normalt er en Thomsen, der opererer, og jeg har på en tavle på gangen set et billede af ham, og følte mig med det samme helt tryg ved ham. Alle jeg kender, som er blevet opereret hos ham, har sagt at han bare er god.
Jeg bliver af en sød lægesekretær vejet, og der bliver også taget blodtryk. Blodtrykket er helt normalt nemlig 120/80 og pulsen er 76. Det afslører også, at ikke er nervøs. Min mave derimod er lidt kulret, men den reagerer også på ingenting. Jeg sidder og venter, og ikke lang tid efter kommer en læge og beder mig gå med. Han præsenterer sig som min medkirug, og jeg bliver lidt forvirret, fordi jeg var så sikker på at skulle møde Thomsen. Jeg spørger hvem den anden kirug er, og han siger at det er Stangerup. Jeg bliver endnu mere forvirret. Jeg spørger om ikke det er Thomsen der plejer at operere, og jeg får svaret at han er på ferie. Jeg tror han kan se, at jeg bliver lidt desorienteret, for straks fortæller han mig, at Stangerup er rutineret. Han vil lave det komplicerede arbejde, som at lægge selve elektroden ind i min øresnegl, der jo er deform på grund af mit medfødte Pendred Syndrom. Jeg har kun halvanden vinding øresnegl mod normalt 3 vindinger, og hos mig er det toppen er mangler. Derfor vil jeg få lagt en ”straight” elektrode ind, hvilket er kortere end den man normalt anvender, dog med samme antal elektrodepunkter. Caye, som han hedder ham medkirugen, jeg snakker med fortæller, at han vil lave det indledende arbejde som at åbne, og bore. Jeg plejer ikke at kunne ”tåle” høre detaljer, men det gik nu godt. Jeg er jo osse propfodret med informationer og ved allerede disse ting, så der er ligesom ikke rigtigt noget der overrasker mere. Det eneste der overrasker mig en smule er, at Thomsen ikke skal operere mig, og selvom jeg er lidt rundtosset over det, så vælger jeg at tro på, at ham Stangerup gør det lige godt. Jeg fortæller Caye, at jeg gerne vil have tolk umiddelbart før operationen, men til det siger han, at jeg der ikke vil få mere at vide. Jeg fortæller, at jeg er afhængig af høreapparater og mundaflæsning og at jeg ville være tryg ved at forstå alt hvad der bliver sagt. Han lover, at jeg kan beholde høreapparater og briller på og at der ikke er nogen der vil have mundbind på før sover i min narkoserus. Efter at caye har kikket mig i ørene kommer jeg ud på gangen for atter at vente, og denne gang venter jeg længe. Den søde lægesekretær sidder ikke så langt fra og hun siger at det er narkoselægen jeg mangler at snakke med. Overfor mig, står døren åbent ind til et kontor, hvor jeg ser en rødmosset mand, og jeg tænker: Bare det ikke er Stangerup, men kort tid efter kommer netop han ud for at hilse kort og præsentere ham selv. Nå, selvom han er rødmosset, så gør han jo nok sit arbejde godt nok!
Jeg venter og venter. Lægesekretæren fortæller mig, at hun lige havde snakket med narkoselægen i telefonen og at han havde lovet at komme om 2 minutter. Det sagde hun samtidigt med at hun rullede med øjnene. Hun troede nok ikke selv på det, men jeg bevæbner mig med stor tålmodighed, da jeg har fået at vide, at jeg kan forvente at alle samtaler slutter kl. 14 og det var stadig formiddag. Desuden var jeg allerede sygemeldt, så jeg skulle ikke på arbejde efterfølgende. Lægesekretæren fortæller mig, at vi er 2 voksne der skal opereres, og jeg spørger hvem der kommer først. Det ved hun ikke, men fortæller at der om eftermiddagen vil være en lægekonference, hvor de beslutter hvad der skal gøres hvornår og at jeg så skal ringe efter kl. 18 og få besked. Jeg siger, at jeg håber jeg kommer først, og til det svarer hun, at mærkeligt nok så vil alle gerne det! Den anden patient kommer gående ned ad gangen og hun peger forsigtigt og siger det er hende der skal opereres.
Narkoselægen kommer endelig efter lang tid, jeg har ikke styr på hvor længe, men klokken er næsten 12. Han spørger mig om forskellige ting f.eks. om der er noget medicin jeg ikke kan tåle, og om jeg har plastictænder. Hold da op tænker jeg vil det være så voldsomt, at man ligefrem risikerer at miste nogle tænder? Men heldigvis har jeg ingen. Jeg siger til narkoselægen, at det er vigtigt at jeg får lov at beholde høreapparater og briller på til jeg er væk. Jo, flere der ved det, jo mere tryg er jeg ved det.
Derefter skal jeg gå op på sengeafsnittet igen og afslutningsvis snakke med en sygeplejerske. Hun spørger om der er specielle madhensyn med mere og måler mine ben. Det studsede jeg gbodt nok lidt over nu jeg skal opereres i øret, men det er fordi man får udleveret strømper man skal have på under/efter operation for at undgå blodpropper, derfor bliver man målt så man er sikker på man får den rigtige størrelse og nogen der strammer som de skal. Det er lidt underligt at tænke på, at næste gang jeg kommer her, så er det for alvor blevet min tur.
Mor og far kommer til Jyllingevej station ved 18tiden og de kommer hjem til boller i karry, men før maden er helt klar går far ind i stuen for at ringe og høre hvad tid jeg skal møde. Far kommer ud i køkkenet, hvor både mor og jeg står spændte og venter. Jeg skal møde kl. 7, og vi jubler. Så skal jeg altså være den første. Det er en stor lettelse.
Jeg har endnu ikke mærket til nervøsiteten, men jeg var indrømmet lidt bange for, at mors og fars tilstedeværelse ville gøre mig nervøs, men det var heldigvis ikke tilfældet. Vi hygger os, og ved 23tiden går vi i seng. Jeg prøver ikke at tænke på operationen, men prøver at forestille mig et rødt hjerte, på noget positivt, varmt og kærligt og jeg sover overraskende godt! Mor siger, at fordi jeg sov godt, så gjorde hun det også.

Operationsdagen d. 16. august 2006
Jeg står op kl. 5.45 og går i bad. Mor og far er ved at spise morgenmad, jeg skal jo faste og kl. 6.25 holder taxa´en udenfor og venter på os. Det øsregner og der er ingen trafik, så vi er allerede fremme et kvarter efter. Mor synes, som sædvanligt, at de taxachauffører kører lidt for vildt! Vi går op på sengeafsnittet og vi bliver henvist til min 2 sengsstue, hvor jeg får udleveret mit sygehustøj og strømper. Jeg ligger mig i sengen og jeg ved ikke rigtig hvad det er vi får tiden til at gå med andet end bare at snakke løst og fast. Jeg skal på toilettet et par gange, nu reagerer min mave, men jeg opfatter mig ellers og stadig ikke som værende specielt nervøs. Kl. ca. 7.50 kommer portøren, og mor og far giver mig et knus. Jeg får en lille klump i halsen og nu kan det ikke gå stærkt nok med at komme af sted. Vi har aftalt at mor og far bliver på stuen. Så kører jeg siddende i sengen gennem sygehusets gange hen til en elevator, hvor vi fra 2. sal kører ned i stuen og ind på operationsgangen. Jeg når lige at se mit navn på en tavle, hvor der efterfølgende står CI, så den er god nok. Portøren siger jeg skal vente lidt. Kort tid efter kommer den rødmossede Stangerup med en sygeplejerske. De spørger til mit navn, cpr. nr. og spørger hvad jeg skal opereres for. Da svarer jeg, at det må Stangerup godt svare på. Min største frygt er, at de tager det forkerte øre, men han siger at det skal jeg svare på. Ok, tænker jeg og peger på mit venstre øre. Stangerup siger, at det også er det der står i journalen. De går med besked om, at jeg skal vente lidt endnu. Jeg sidder der i sengen på en gang med hovedet mod et tilsløret vindue. Igen forestiller jeg mig et hjerte, noget varmt, positivt og kærligt og jeg smiler. Det virker. Det er bare for mærkeligt.
Efter 5 – 10 min. kommer der en sygeplejerske og spørger om jeg kan gå derind selv. Jeg bliver lidt paf, og tænker umiddelbart, at nej det kan jeg ikke, men tager mig alligevel sammen. Jeg går ind i et rum, der er koldt, og fyldt med apparater. Midt i rummet er en briks. Værsgo at lægge dig op bliver der sagt. Der går 2 – 3 sygeplejersker rundt og laver hver deres. Ved siden af mig sidder en sød narkoselæge. Jeg får lagt et tæppe over mine ben, og en ”pølse” under mine knæ. Da en sygeplejerske spørger om jeg ligger godt, siger jeg at det er koldt og hun henter endnu et tæppe. På væggen er et ur. Narkoselægen bemærker mine tynde blodårer, og banker på min hånd. Han siger, at nu vil han stikke. Ja, se bare, at få det overstået, jeg vil helst ikke vide det. Jeg har et underligt forhold til nåle. Jeg spørger om det er lykkedes ham at ramme rigtigt. Han siger, at det troede han nok, men han var ikke helt sikker. Jeg når at spørge hele 3 gange før han siger at den er god nok. Jeg mærker en kold fornemmelse op ad min arm. Det er noget smertestillende eller er også er det vand. Jeg ser, at der er nogen der kikker ind fra døren til venstre. De tjekker måske om vi er klar? Gad vide, hvor stort ”holdet” er. Jeg tænker osse, at det umuligt kan være operationsstuen, fordi der ikke er de store lamper i loftet som jeg forestiller mig. Jeg har måske set for mange film? Eller også kan jeg bare ikke se dem. Der er utroligt meget avanceret apparatur herinde, så det er svært at forestille sig, at det ikke skulle være der, men jeg spørger ikke. Narkoselægen har givet mig nogle plasticdutter på brystet, og jeg kan nu høre min egen hjertelyd. Jeg spørger ham om ikke han vil være sød at tjekke om de nu også tager det rigtige øre. Han spørger hvilket et det er, og jeg peger på det venstre øre. Nå, det er det med høreapparatet, og jeg viser ham straks mit høreapparat på højre øre med et smil om munden. Nå, det kan jeg vist ikke bruge som huskeregel, smiler han tilbage. Han tager mig skam alvorligt, det er faktisk rart og han siger så, at det er det øre på hans side, så det skal han nok huske. Far og jeg havde forinden joket med, at vi skulle sætte et kryds på kinden ved øret for at være på den sikre side. En sygeplejerske spørger, hvad jeg skal opereres for, og da er jeg glad for at jeg har narkoselægen ved min side. Jeg siger, at jeg skal have et cochlear implant og det virkede næsten som om hun aldrig havde hørt om det før, men hvad hendes job er jo også bare at kontrollere, at jeg får hvad jeg har brug for. Kort tid efter står hun der klar med en stor sprøjte og sætter den til mit drop. Jeg ved ikke hvem der siger det, men jeg får at vide, at jeg snart vil sove og at jeg må sove godt. De kikker alle 3 på mig og en hånd bliver lagt på mine skuldre, som for at berolige mig. Jeg kikker på uret. Klokken er 8.16, og jeg venter på, at de spørger mig om jeg kan tælle til 10, men pludselig bliver jeg døsig. Jeg når at tænke tanken, og jeg tror osse jeg når at få det sagt. Jeg er ikke sikker, men jeg synes jeg kan huske, at de alle nikkede med hovedet, men så er jeg også væk. Det er en underlig fornemmelse, men til en sammenligning er det næsten som når man besvimer, men der er her ikke noget ubehag ved det, fordi det bare går så stærkt.

Efter operationen
2 minutter efter er jeg vågen. Eller det er i alle fald sådan jeg føler det. Jeg er tilbage i min seng, mærker forbindingen om mit hoved, og hører med det samme, at nogen har puttet mit høreapparat i mit højre øre. Jeg undrer mig over, hvordan jeg er havnet her. Sygeplejersken snakker til mig, men det eneste jeg vist nok husker er, at hun siger at mor og far snart kommer ned til mig. Jeg siger ok. Foran mig er der et vindue og ovenover et ur, den viste halv elleve. Det er dejligt at se mor og far igen. Det er sejt, at mor tør komme i opvågningen og hun klarer det med bravur. Det første jeg siger, er vist lidt uforståeligt, så jeg må gentage, men så fanger mor hvad jeg siger. Jeg siger blandt andet at jeg kun har været væk i 2 minutter. Det skvulper frygteligt i mit øre ved den mindste bevægelse og jeg føler mig meget svimmel. Det føles som om der er en masse vand i øret. Sygeplejersken siger, at hun aldrig har hørt dette før, men vil ringe til lægen. Hun kommer tilbage og siger at det kan være rester af vand, der er blevet brugt under operationen. Jeg får selvfølgelig også at vide, at det er gået efter planen, far læser i journalen at operationen var overstået kl. 9.45, altså tog det præcist halvanden time. Sygeplejersken havde fortalt mor og far, at jeg havde været vågen umiddelbart efter operationen, men det kan jeg slet slet ikke huske, men jeg skulle ikke have sagt noget der var slemt! Gad vide hvad jeg overhovedet sagde og måske har jeg så selv taget høreapparat på? Mor giver mig en masse isterninger.
Stangerup kommer ind og beder mig knibe med øjnene. Jeg skulle lige have den én gang til, men jeg bliver klar over, at det er fordi han vil tjekke om mine ansigtsnerver er intakte. Det er de heldigvis. Det var ikke min største frygt, men allermest at de tog det forkerte øre, og det konstaterede jeg med mit høreapparat i højre øre som noget af det første, at det ikke var tilfældet. Far fortæller, at alarmen gik, fordi min puls kom under 50, og sygeplejersken havde da spurgt om jeg var i god form. De havde svaret at jeg cykler på arbejde. Synes ellers ikke min kondition er hvad den har været, men jeg må da have slappet rigtig godt af!
Ca en time efter henter portøren mig, og vi kører tilbage til stuen. Det var noget af en tur. Den mindste bevægelse og det hele gyngede for mig. Når jeg lukker øjnene bliver det kun værre. Det var dejligt, da jeg atter var på min plads igen.
Jeg havde en forestilling om, at man sover meget efter en operation, og jeg får da også gentagne gange at vide, at jeg bare skal sove hvis jeg kan. Men jeg kan ikke. Når jeg lukker øjnene i bliver jeg mere svimmel. Egentlig er jeg frisk nok, men midt på eftermiddagen kunne jeg godt tænke mig en lur, og da jeg beder om smertestillende håber jeg at få morfin så jeg lettere kan falde i søvn, men jeg får blot stukket nogle panodiler og en enkelt Diclon tablet i hånden. Men ok bare noget, der kan tage alt det jeg kan mærke bag øret. Men falde i søvn det kan jeg ikke. Jeg kan end ikke bevæge øjnene før det gynger totalt for mig, selvom jeg ligger lige så stille i sengen. Alle kommer naturligt nok til min venstre side af sengen, på den side hvor jeg osse er opereret, da det er den side der ligger tættest på døren. Men igen og igen må jeg bede sygeplejerskerne om at gå over på den anden side, fordi jeg hverken kan bevæge øjne eller hoved som i forvejen hælder lidt til højre for at undgå trykket.
Der kom 117 forskellige sygeplejersker eller sådan føltes det i hvert fald, der er ingen tvivl om at de har travlt, så man næsten føler sig til besvær. Men jeg havde det nu heller ikke for nemt!
Annet kom ind på stuen, da mor og far netop var blevet færdige med maden som de havde fået serveret. Jeg nøjedes med mit saftevand. Jeg var imponeret over, at hun havde fundet vej hertil og på selve sygehuset helt uden at få at vide, hvor jeg overhovedet lå, men jeg blev selvfølgelig glad. Jeg havde sendt hende en sms aftenen før om at jeg skulle møde op kl. 7. Det var snart det eneste hun havde at gå ud fra. Mor, far og Annet sad og stod på skift på min højre side. Jeg måtte jo oversætte lidt indbyrdes, men det gik fint. Annet fortalte at udlændingestyrelsen havde godkendt hendes ansøgning om opholdstilladelse. Det var bare en dejlig nyhed, ja jeg havde virkelig lyst at springe op og give hende et ordentligt knus, men det gik bare ikke. I stedet kæmpede jeg lidt med ikke at komme til at smile for meget, fordi det kunne gøre ondt og bad mor om at give hende et knus fra mig af. Annet virkede osse utrolig glad, og det var helt sikkert noget af forklaringen!
Mor og far gik en tur, mens Annet blev hos mig. Jeg skulle tisse for første gang efter operationen og Annet trak i snoren efter en sygeplejerske, hun trak så meget at den røg ud, ja det kunne indimellem være lidt svært at lade være med at grine. Mit humør fejlede bestemt ikke noget, selvom det sejlede. Kvalme havde jeg jo heldigvis ikke. Sygeplejersken kom med et bækken, og jeg tissede og tissede, som tissede jeg for hele 2 dage. Det mærkede snart som om den var helt fuld. Sygeplejersken forklarede, at det var helt normalt efter en operation. Jeg tror ikke der gik mere end en time og så skulle jeg igen.
Annet gik ved halv fire tiden, da mor og far var kommet tilbage med et billedblad i hånden. Da kunne jeg godt mærke jeg var lidt udkørt. Jeg vendte mig om på siden og prøvede at sove, men det gik ikke. Far gik ned i opholdsstuen og fik en lur på sofaen, mor sad ved siden af mig og fik lige 5 min. i stolen. Jeg blev sulten og far hentede yoghurt til mig, og mor fodrede mig. Det kunne vi ikke lige lade være med at grine af, mor var bange for at jeg skulle få det i den gale hals og jeg synes bare det gik for hurtigt, men det var dejligt at få lidt at spise.
Vi undrede os over, hvor den anden patient, som skulle ligge på samme stue blev af. Mor og far havde set hende kort, da jeg var nede for at blive opereret. Ca. kl. 16 kom hun da, og jeg genkendte hende straks fra indlæggelsessamtalerne dagen forinden. Der var i hvert fald ikke tvivl om, at hun også var blevet CI opereret, da hun havde den samme forbinding som jeg. Hun virkede frisk, fordi hun kunne bevæge sig frit med hovedet, hun var slet ikke svimmel, men der gik ikke lang tid før hun fik kvalme og måtte bede om noget imod dette.
Jeg fik fat i en sygeplejerske fordi jeg synes det kildede i halsen, og fik jeg at vide, at det var fordi jeg havde haft en tube i halsen under operationen, så det godt kan føles som om jeg har ondt i halsen. Men det var ikke det, det var bronkierne der drillede, det kildede hver gang jeg trak vejret. Det var for resten også derfor jeg ikke kunne sove, for ved en dyb vejrtrækning kildede det endnu mere. Jeg lod det ligge. Jeg sagde også, at jeg havde en underlig tunge. Den er ikke helt følelsesløs, men den er lidt som når bedøvelsen er ved at gå væk efter et besøg ved tandlægen. Sygeplejersken sagde, at tungen kunne være hævet efter presset fra tuben og at isterninger som regel hjalp, så lidt efter blev jeg igen fodret af mor. Denne gang med nogle isterninger. Der kom en ny ukendt læge rundt på stuegang, men det var ikke meget man kunne spørge ham om, ligesom det heller ikke var meget han ”kikkede” på os. Kirugen fortalte senere om tungen, at de ved operationen kommer tæt på tungens følesans under operationen. Siden jeg stadig havde smagssansen var han ikke længere i tvivl om, at de ikke var kommet til at skære noget over, men varmen fra deres redskaber kunne påvirke denne. I løbet af eftermiddagen mærkede jeg også noget væske sive ned i halsen, det var sandsynligvis væsken fra mellemøret.
Til aftensmad kunne jeg kun få nogle stykker laksesandwich ned og lidt gulerodssuppe. Det var ikke meget appetit jeg havde. Pernille Glad kom forbi, og også hende måtte jeg guide over på den anden side af sengen. Lige på det tidspunkt havde jeg det som om jeg skulle besvime hele tiden, så jeg var vist lidt fraværende. Men det er altid dejligt med besøg. Rikke kom også, og nu skulle jeg tisse igen. Det er lidt ubelejligt, når der er så mange i stuen, men alle var klar til at hoppe ud på gangen, men da sygeplejersken kom, sagde hun ok, så er det op! Hva! Tror du jeg kan? Ja selvfølgelig. Hun var skrap, og jeg fattede hurtigt, at jeg hellere måtte tage mig godt og grundigt sammen og få rejst mig op. Med lidt hjælp gik det heldigvis bedre end jeg havde frygtet. Jeg koncentrerede mig om at holde hovedet lige, og kun kikke ligeud, som jeg også havde fået besked på.
I mellemtiden havde mor og far taget jakker på, for nu var det tid til at tage hjem. De havde været oppe siden kl. 5.15 og var vist godt trætte efter en hel dag på sygehuset. Nu Pernille og Rikke var der kunne de alligevel ikke følge med i snakken på tegnsprog, og så var det bedre at komme hjem og slappe af i sofaen. Det var helt sikkert tiltrængt.
Da sygeplejersken kommer ind for at give antibiotika gennem droppen er kl. 21.45, besøgstiden er overskredet og Rikke tager da hjemad igen. Pernille er gået. Der er faktisk besøgstid helt fra kl. 8 til 21! Hurtigt falder jeg i snak med hende ved siden af, og først nu præsenterer vi os for hinanden. Hun hedder Jytte. Vi snakker mange interessante ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på nu, men vi hyggede os virkeligt. Jytte har været hørende til hun som 17 årig fik menigitis, og mistede en del af hørelsen, ligesom hun mistede yderligere og fik tinnitus ved begge hendes graviditeter. Hun er i dag 49 år. Jytte er frisk igen efter at hun endelig fik kastet op, så hun hjælper mig på toilettet før vi går i seng og henter noget vand til mig. Klokken er næsten halv et, da vi siger godnat til hinanden.
Jeg har tidligere på aftenen bedt 2 forskellige sygeplejersker om noget, der kunne dulme bronkierne, men ingen af dem kom med noget. De lovede at finde noget hostesaft til mig. I stedet vil jeg prøve at tænke på noget andet, men det er svært når jeg både rømmer, hoster og skal synke for at tage denne kilden. Jeg mærker dog, at nu trænger jeg virkelig til at sove. Det lykkedes delvist, men jeg vågner svagt mange gange, da jeg i et forsøg på at vende mig mærker smerten bag forbindingen.

Dagen derpå
Jeg sover, da jeg af en sygeplejerske bliver vækket klokken halv 7. Nu er det tid til at få antibiotika igen. Jytte og jeg hilser god morgen. Der er først morgenmad klokken 8, men inden da når jeg desværre at få kvalme. Onsdag var i svimmelhedens tegn og torsdag blev så en dag i kvalmens tegn. Jeg ringer efter en sygeplejerske og jeg får stikpiller både mod kvalme og smerter. Jeg ved ikke længere hvad der er værst svimmelhed eller kvalme, jeg ved bare, at det er svært at holde det gode humør fra dagen forinden oppe. Jeg får yoghurt til morgenmad, og det går bedre. Kirugen kikker forbi, og udskriver både Jytte og jeg. Sygeplejersken siger dog, at hvis jeg har brug for at blive til om eftermiddagen kan jeg godt det. Jeg kan ikke tænke mig, at komme nogen vegne lige nu. Forbindingen var i nattens løb næsten røget helt af. Jeg havde en følelse af, at jeg havde vat i øret, og blev helt skuffet da dette viste sig ikke var tilfældet. Troede jeg skulle have et plaster på, men nej. Det er her jeg opdager at øverste del af øret er følelsesløst, men også det er normalt, og følelsen skulle vende tilbage igen. Jeg bemærker at jeg har fået noget, der føltes som et stort blåt mærke og en bule i baghovedet. Det er en blodsamling, ligesom Jytte også var blevet helt blå i venstre side af ansigtet, så hun lignede en der var offer for hustruvold!
Mor og far kommer friske og udhvilede ved 10tiden. Jytte tager umiddelbart efter hjem sammen med sin mand. Vi udvekslede mobilnumre, så vi kan følge hinanden gennem sms.
Der gik ikke lang tid, før jeg følte, at nu ville jeg også hjem. For jeg lå jo bare der nu helt alene i en 2sengs stue og følte lidt at det ikke længere var meningen jeg skulle være der. Kvalmen var næsten væk, men den lurede stadig. Vi blev enige om at blive til vi havde fået middag. Mor hjalp mig på toilettet og jeg fik tøj på, ja nu ville jeg altså hjem. Efter middagen fik vi fat i en sygeplejerske og jeg spurgte hvad jeg skulle gøre, i fald jeg fik smerter, og hun sagde, at jeg skulle tage panodiler. Sygeplejersken var glad ved at se, at jeg ikke var alene, da jeg skulle hjem, men hun spurgte ikke om jeg var alene hjemme og det undrede mig faktisk lidt. Jeg ville ikke selv føle mig tryg ved at være hjemme, hvis ikke det var fordi mor og far var der.

Home sweet home
Det er dejligt at være hjemme igen, det er mærkeligt at tænke på, at jeg kun har været væk i halvanden dag. Jeg ligger mig på sofaen og får desværre kvalme igen, og ærgrer mig over, at jeg ikke fik nogle piller mod det. Jeg får spanden ind ved sofaen og prøver i flere omgange at stikke fingeren i halsen, men det vil ikke rigtig lykkes. Mor tager nogle billeder af snittet bag øret, så jeg kan se hvordan det ser ud. Jeg er positivt overrasket, det er rigtig flot lavet og beslutter mig for at være stolt af det og sender billeder til hvem der nu måtte være interesseret. Jeg får nogle sjove kommentarer tilbage: Aj, det ser drabeligt ud! Hvor er hullet?(der er åbenbart nogen der tror der skal være et hul til tilslutningen, men magneten ligger jo under huden!) Klokken sent lykkedes det mig endelig at falde i søvn, og jeg sover ret godt, men vågner tidligt. Heldigvis er kvalmen væk næste morgen.
Nu begynder dagene at flyde ud i hinanden. Weekenden over sover jeg ikke specielt meget, og det er ligesom om panodilerne kun tager toppen af smerterne, men jeg har svært ved at vurdere om der er tale om en reel smerte, for følelsen bag øret tager jeg som en selvfølge efter en sådan omgang. Men hvor meget skal jeg tolerere? Da jeg alligevel ringer ind til sengeafsnittet om mandagen for at lave tiden til sårkontrol om spørger jeg om det kan være meningen jeg ikke skal have mere smertestillende udover de max. 8 panodiler jeg må tage dagligt. Sygeplejersken siger, at jeg skal have flere og indtelefonerer straks en recept på diclon svarende til dem jeg fik på sygehuset til apoteket. Far cykler ned efter dem, og ikke lang tid efter jeg har fået den første pille føler jeg mig meget mere frisk! Samme dag føler jeg mig heller ikke længere svimmel, og vi begiver os på en længere tur. Det var kun blevet til en lille gåtur rundt om hjørnet og hjem igen. Men denne gang gik vi ned til Vanløse station for at købe billet til mor og far. Herfra tog vi metroen til Kgs. Nytorv, for at se en udendørs fotoudstilling over alverdens dyr. Jeg var smadret, da vi kom hjem igen, men glad over at det nu gik så godt kun 5 dage efter operationen og takket være Diclon! Samme aften fik jeg næseblod for 2. gang. Ikke sådan et næseblod der styrter ud af næsen, så man er nødt til at proppe et stykke papir op i næsen eller ligge ned for at stoppe blødningen. Det var bare en almindelig ”pudse-næse”-trang, og ud kom der så noget materie med blod, hvis man kan kalde det det? Det er jo logisk nok tænker vi, der er forbindelse mellem øre, næse og hals og tager det ikke så ilde op. Da vi lægger os til at sove mærker jeg væskeforøgelse i mit øre og jeg bliver med et svimmel igen. Jeg er klar over, at turen til Kgs Nytorv måske lige var en tand for meget for mit stakkels øre.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan høre på det opererede øre. Da jeg stadig lå på sygehuset kunne jeg høre hjertebanken i øret lige så tydeligt. Men det er jo nok som når man har en forslået finger, hvor man mærker pulsen. Senere har jeg oplevet at når jeg kradser bag øret, at jeg kan høre dette. Jeg gætter det er nerverne og såret, der er ved at hele. Det er ikke længere praktisk muligt at høre med det venstre øre, før jeg bliver "koblet" til og elektroden fodret med strøm. Jeg har endda prøvet at tage mit høreapparat på, men fra at kunne høre en sløret lyd, der ikke gjorde sig særlig forståelig er jeg nu blevet stokdøv indtil videre.
Tirsdag en uge efter at mor og far kom tager de hjem igen, jeg følger dem til Valby station og jeg er stadig svimmel efter vores sight seeing tur dagen forinden, men ud må og skal jeg jo. Det er en lidt svær balance for balanceorganet skal også stimuleres, og hvor meget kan jeg så gøre det uden, at jeg også bliver svimmel? Jeg må jo bare ”føle” mig frem, og trappe langsomt op. Svimmelhed er aboslut ikke sjovt, det gynger og jeg tror hvert øjeblik jeg dejser om, men jeg er overbevist om at jeg nok skal få fast grund under mig på et tidspunkt snart igen.

Sårkontrol og en tur på skadestuen
Fredag d. 25. august, 10 dage efter operationen, skal jeg til sårkontrol på Gentofte, og tager det offentlige derud. Jeg er glad for at jeg ikke bor længere væk. Da det er en tid med masser af regn har jeg en god undskyldning for at medbringe min paraply, som i tørvejret bliver brugt som stok. En sygeplejerske kikker hurtigt på arret og konstaterer det ser fint ud. Jeg havde håbet, at jeg ved samme lejlighed fik mulighed for at evaluere forløbet og snakke med en læge om hvad som var hændt siden operationen, så jeg var lidt skuffet. Når jeg spurgte, så fik jeg ikke rigtig noget svar, fordi sygeplejersken faktisk ikke vidste noget om denne type operation. Jeg besluttede mig alligevel for at sige, at jeg var lidt skuffet over at jeg ikke fik den nødvendige smertebehandling, selvom jeg ikke ved om informationen overhovedet vil blive videregivet.
Om aftenen får jeg næseblod for 3. gang. Der skal åbenbart ikke mere end en tur til Gentofte med det offentlige til det. Jeg sender en sms til Jytte, der er sygehjælper for at høre hvordan hun synes det lyder og hun anbefaler, at jeg ringer ind til min kontaktsygeplejerske og spørger. Vores sms-kontakt er virkelig dejlig, vi følger hinanden, da vi reagerer meget forskelligt på operationen og så er det hyggeligt. Det gør jeg om lørdagen og bliver anbefalet at tage ind på skadestuen, for at blive tilset af en ørelæge og få en forklaring herpå. Atter tager jeg turen til Gentofte med det offentlige og får lov at vente 3 timer på skadestuen, da en ørelæge først skal tilkaldes. Ørelægen foretager en øremikroskopi, men kan slet ikke se gennem trommehinden for bare blod. Min skvulpende fornemmelse i øret er ikke uden en ganske naturlig grund. Ørelægen fortæller, at næseblod er normalt i forbindelse med et sådan indgreb. Da det forekommer selv 10 dage efter operationen er der noget der tyder på at det ikke heler så hurtigt hos mig i det indre øre og anbefaler mig at tage det med ro og tage en ekstra uges sygemelding. Hun forklarer at i takt med at blodet størkner, vil der komme mere væske for at ”rense” mellemøret, men at det med tiden vil forsvinde. Den forklaring kunne jeg godt købe og tog trygt hjemad igen.
Jeg tager på rekreation i Møgeltønder i nogle dage i den sidste uge, da jeg alligevel skal til bryllup i byen. Vibeke – nabodatteren og vores ”lillesøster” - og Thomas skal giftes. I den sidste uge føler jeg mig ikke længere svimmel, men balancen driller lidt indimellem og jeg bliver stadig hurtigt træt. Men hele tiden bliver det bedre og jeg kan mere og mere.

Kontrol og mere svimmelhed
Mandag d. 4. september skal jeg atter til øremikroskopi på Gentofte og efterfølgende på arbejde eller det troede jeg i hvert fald. Det er godt vejr og jeg sætter mig på cyklen for første gang siden operationen. Men ak. Jeg bliver svimmel undervejs, og sætter farten ned. Koncentrerer mig om ikke at lade mig bedrage af den gyngende grund. Jeg tog af sted i god tid, og bliver kun en smule forsinket. Ørelægen tjekker mit øre, og siger at trommehinden nu er klar, men at han kan se at der fortsat er lidt blod og væske. Jeg bliver overrasket, da han siger at han kan se ledningen der gennem et boret hul går ind til øresneglen. Hullet slutter endnu ikke tæt om ledningen, og så længe der er åbent vil der være en tilbøjelighed til at blive svimmel især når blodtrykket kommer op ved fysisk aktivitet. Han siger, at jeg må gøre op med mig selv om jeg skal starte arbejdet samme dag. Efter undersøgelsen sætter jeg mig på en bænk udenfor og er sådan set lettet over, at der er fremgang i mellemøret, men er skuffet over at svimmelheden efter hel svimmelfri uge vender tilbage. Jeg skulle nok ikke have taget cyklen, og jeg er tryg nok ved lægens forklaring, så jeg vælger ikke at ærgre mig mere over det, men tager direkte hjem. Hjemme skriver jeg en mail til arbejdet på Ørnevej og fortæller at jeg ikke kommer hverken den dag eller tirsdag. Jeg skal komme mig oven på det nye svimmelheds anfald. Jytte i ”arbejdsuniform”, ja hun arbejder tilfældigvis på Gentofte sygehus, og jeg mødes ved bænken og får en lille kort snak og tjekker hinandens snit ud!
Da jeg har været sygemeldt udover de sædvanlige 2 uger skal jeg have en lægeerklæring fra min egen læge. Jeg fortæller min læge om operationen og om at jeg pga svimmelhed var nødsaget til at sygemelde mig yderligere. Det første min læge så siger er: Kan du så snakke i telefon nu? Tjah, og jeg har ikke engang fået lyd på og som om det at snakke i telefon var noget af det vigtigste ved at være hørende?! Er det det?
Jeg begyndte mit nye arbejde på FDDB(Foreningen af danske døvblinde) d. 6. september, hvilket også blev den første arbejdsdag præcis 3 uger efter operationen. Jeg var naturligvis træt i starten, men det er siden kun blevet bedre!
Og nu, i overmorgen skal jeg have lyd på!

2006-07-05T02:17:00.000+02:00

Du danske sommer

Den danske sommer er bare herlig. Jeg elsker dem simpelten. De lange lyse nætter og de danske badestrande. Der findes ikke noget så skønt som at bade nøgen ved skumringstid, hvor stranden er næsten mennesketom og vandet føles allervarmest. Vandmænd kunne jeg dog godt undvære. Jeg har en evig angst for at flække en vandmand midt over i et brystsvømningstag, det er så fornemmelsen sidder i mine hænder bare ved tanken.
Jeg gemmer og udskyder mine rejser så vidt det er muligt til de lidt koldere måneder, for jeg vil ikke gerne undvære det her.

Solen bager i disse dage lidt som den gør i Uganda om end solen skinner lidt fra en anden vinkel ved ækvator. Men når det ikke regner eller er overskyet er det omtrent sådan ca. mellem 25 – 30 grader dagligt året rundt i hvert fald i Kampala. Ligesom der bliver lyst/mørkt i løbet af nul komma fem kl. 7 og 19 året rundt. Det lyder måske som en fornuftig og økonomisk fordeling af lysets timer, for hvem har brug for at det bliver lyst kl. 4 om morgenen? Hvem bliver ikke vækket når solen danser gennem det mørkelagte rullegardin så tidligt?
Anyway det ville være spild af tid at diskutere, for vi kan alligevel ikke lave om på det, og lyset og årstidernes skiften har så sandelig osse sin charme. Selvom vinteren kan være nok så mørk og lang og trist, så er forår, sommer, efterår og vinter smuk på hver deres måde. Det ugandiske klima lyder nok så eksotisk og det er også dejligt – det er faktisk kendt for at have et af verdens bedste klimaer.

Nyd den danske sommer så længe det nu varer, for før vi får set os om har den skiftet både navn og kulør, og inden længe igen har vi glemt hvor skønt det egentlig var!

2006-06-08T10:04:00.000+02:00

Hvorfor lige Namusoke?

Det er efterhånden nogle år siden nu, men jeg har fisket historien omkring navnet frem fra mine gemmer i Word.
Dette er skrevet i februar 2003:

…. Namusoke

Ved I for resten, at jeg har fået et nyt navn?
NUWODU søgte om en arbejds- og opholdstilladelse til mig allerede før jeg kom til Uganda, men måtte rejse ind i landet med et turistvisum. Da jeg stadig ikke havde fået tilladelsen efter juleferien begyndte vi at rykke for det, da mit visum kun var gyldigt i 3 mdr. Geofrey turer frem og tilbage til Internal Affairs, processen er ufattelig langsom og de sidste par gange tog jeg med, for nu måtte der godt ske noget. Første gang kom jeg med mit pas, hvor der skal stemples og selv Geofrey regnede med, at vi kunne få det med igen med det samme. Men selvfølgelig ikke – vi er jo i Afrika. De sagde, at de havde brug for passet i 5 arbejdsdage. Vi tog ind til banken for at betale hvad det kostede, hvad er en normal procedure, for at sikre at pengene ikke bliver spist på kontoret! Vi gav dem én dag ekstra, og kommer efter 6 arbejdsdage. Det hele var klar, bortset fra nogle stempler. Jeg bad dem om at ordne det, mens vi stadig var der, men fik blot besked på at komme igen dagen efter. Der var bare ikke noget at gøre. Men dagen efter d. 31. januar - en halv måned til mit turistvisum udløb - lykkedes det endelig. Det var som jeg nu boede her ”rigtigt” og jeg var glad! Geofrey gav mig et ugandisk navn, nemlig Namusoke, som betyder regnbue. Jeg spurgte ham, hvorfor det skulle være lige det? Han mente, at jeg nu var blevet ugander, og oven i købet godt på vej til at skifte farve!
Den 31. januar er for resten min dåbsdag! ….

Ordforklaring:

NUWODU – National Union of Women with Disabilities of Uganda – min arbejdsplads i Kampala/Uganda i perioden 1.11.2002 – 31.10.2004
Geofrey – vores ”altmuligmand” i NUWODU
Internal Affairs – Indenrigsministeriet(i Danmark ville det være udlændingestyrelsen)

2006-06-06T22:47:00.000+02:00

Lyd er en del af mit liv!

Ikke fordi jeg hører særligt godt, tværtimod, men den smule lyd jeg trods alt er blevet beriget med fra fødslen har jeg udnyttet til mindste decibel. Eller rettere den var sammen med mundaflæsning nødvendig for mig, da jeg havnede i en hørende verden, der talte et sprog der forudsatte at man kunne høre. Der er ikke gået en eneste dag uden at jeg har taget mine høreapparater på siden jeg som 3 årig fik dem for første gang. Senere fandt jeg vej til døves verden, hvor jeg tilegnede mig et nyt og nyttigt sprog, men høreapparaterne har jeg stadig, fordi lyd er og vil altid være en del af min identitet.
Jeg har besluttet mig for at ofre det dårligste øre, og se om jeg kan få ”skruet lidt op” for lydene med et Cochlear Implant(CI) og skal opereres på Gentofte Sygehus d. 16. august. Jeg er spændt, men selvfølgelig osse lidt nervøs. Men som de efterhånden mange ”der er kommet over på den anden side” siger, er det bare noget der skal overstås. Det seje træk kommer først efterfølgende, og når bare jeg er indstillet på det, så skal det jo nok gå på den ene eller anden måde. Jeg har endnu ikke mødt én, der har fortrudt indgrebet uanset udbyttet(…eller osse har jeg endnu ikke mødt dem). Jeg er ikke blevet lovet noget, der er simpelthen ingen garantier, men jeg er nysgerrig efter at høre om der skulle være noget jeg kan bruge!

2006-06-04T19:05:00.001+02:00

Så er jeg endelig på igen efter et utal mislykkede forsøg eller rettere opgav jeg vist bare projekterne. Jeg har nu oprettet et nyt projekt, nemlig min egen blogger, hvor jeg vil blogg .... øh blotte mig, hvis det er det jeg har lyst til. I er osse velkomne til at mænge Jer på med Jeres kommentarer. Jeg forestiller mig, at jeg her vil dele mine tanker med Jer, her vil stå både stort og småt. Tiden vil vise om dette projekt så holder!

Go fornøjelse!